Dagens nyheder 29. januar

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan altid tippe TV 2s journalist her.

Vladimir Putin underskriver forlængelse af atomvåbenaftale med USA

Ruslands præsident, Vladimir Putin har fredag underskrevet en forlængelse af den såkaldte New START-traktat. Aftalen lægger et loft over, hvor mange atomvåben USA og Rusland må have i deres arsenal. Aftalen er nu forlænget i fem år. Forlængelsen var et af emnerne, da USA's præsident, Joe Biden, havde sin første officielle telefonsamtale med Putin i onsdags. Det skriver CNN

200.000 er flygtet fra Den Centralafrikanske Republik

Flere end 200.000 er flygtet fra Den Centralafrikanske Republik, siden uroligheder brød ud efter et valg i december. Det oplyser FN's Flygtningeorganisation, UNHCR. Cirka halvdelen er flygtet ind i nabolandet DR Congo, skriver Reuters.    

Jordskælv rammer Australien

Et jordskælv med styrken 6,4 på Richter-skalaen har ramt det nordvestlige Australien. Det oplyser Reuters. Der er foreløbigt ikke meldinger om tilskadekomne.

Nu er vej i Rødekro igen farbar efter uheld

Der er nu ryddet op efter uheldet på Hellevadvej i Rødekro, hvor to biler stødte sammen tidligere på aftenen. Dermed er vejen nu åben for trafik. Det oplyser Sydjyllands Politi.

Uheld i Rødekro spærrer vej

Hellevadvej i Rødekro er spærret i begge retninger på grund af et uheld, hvor to biler er stødt sammen. Ifølge Sydjyllands Politi er der ingen personskade, og man opfordrer bilister til at finde alternative ruter. 

Politiet løslader seks unge mænd efter dødsfald i Køge

Seks mænd på mellem 19 år og 24 år, der blev anholdt i forbindelse med efterforskningen af et mistænkeligt dødsfald i Køge, er alle løsladt igen. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter. Mændene blev anholdt kort efter midnat fredag, mens betjente forsøgte at finde ud af, hvad der ligger bag en 21-årig mands død.

Danmark samler ni EU-lande i angreb på lovbestemt mindsteløn

Ni EU-lande har fredag på et initiativ fra Danmark og Sverige afleveret et holdningspapir til EU-formandskabet. Her udtrykker de bekymring over planen om et direktiv for en mindsteløn i EU. Forslaget blev fremsagt af EU-Kommissionen sidste år. Men den danske regering - og de otte øvrige lande - vil ikke forhandle om det, før de har fået en vurdering fra EU-Rådets juridiske tjeneste.

Kina til Taiwan: Forsøg på uafhængighed ”betyder krig”

Kina advarer om, at kræfter i Taiwan, der forlanger uafhængighed, og som "leger med ilden vil blive brændt", og at ”Taiwan-uafhængighed vil betyde krig”. Sådan lyder det fra talsmanden fra det kinesiske forsvarsministerium, Wu Qian. Advarslen kommer efter, at Joe Biden har bekræftet sin forpligtelse over for Taiwan. Det skriver BBC.  

Nyt parti opløses efter otte måneder

René Gade, tidligere folketingsmedlem for Alternativet, opløser partiet Lykkepartiet. Det oplyser Lykkepartiet på forskellige sociale medier. Partiet nåede at eksistere i cirka otte måneder.

Otte mand blev frifundet i drabssag – nu anker Anklagemyndigheden

Anklagemyndigheden har besluttet at anke en sag, hvor otte mænd blev frifundet i en sag om drab og drabsforsøg på Rungsted Strandvej. Det oplyser Statsadvokaten for København på Twitter.

Folkemødet får knap tre millioner til coronavenlig udgave

Et politisk flertal har indgået en aftale om at give en bevilling på 2,9 millioner kroner til Folkemødet, som dermed kan afprøve et mere coronavenligt format. Folkemødet har selv skaffet størstedelen af de 12,5 millioner, som der er brug for. De sidste 2,9 millioner får de nu af politikerne. Det siger kulturminister Joy Mogensen (S) i en pressemeddelelse.

Eksplosion foran israelsk ambassade i New Dehli

En mindre bombe er fredag eksploderet foran Israels ambassade i den indiske hovedstad, New Delhi. Ingen er kommet til skade, men Israel anser det for et terrorangreb, skriver AFP

Ninna Hedeager Olsen slipper for politisag for afbrænding af Løkke-dukke

Midt- og Vestjyllands Politi mener ikke, at der er grundlag for en efterforskning mod teknik- og miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen (EL) for afbrænding af en Lars Løkke Rasmussen-dukke.

Politiet har lagt vægt på, at "billederne er fra en sankthansaften, hvor der er tradition for at brænde en ’heks’ på et bål, at det foregik ved et privat arrangement i en have, og at der hverken i billederne eller i Facebook-opslagets tekst fremsættes konkrete trusler mod Lars Løkke Rasmussen."

Helle Thorning-Schmidt kritiserer politiet i Tibetsagen

Politiets fremfærd mod tibetaktivister og andre under et kinesisk statsbesøg var over stregen, mener den daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt. - Jeg synes, der var gået hårdt til demonstranterne, siger den tidligere socialdemokratiske regeringschef. Og jeg kunne se, at der var debat om det i medierne og i Folketinget, siger hun i Tibetkommissionen.

Varetægtsfængslet for trusler mod statsministeren

En 26-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for alvorlige trusler mod statsminister Mette Frederiksen (S), oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Venstre tager ikke beslutning om Støjberg i denne uge

Der bliver ikke taget nogen beslutning om Inger Støjbergs retsordførerskab i Venstre i denne uge. Sådan lyder det fra gruppeformand Karsten Lauritzen (V).

I søndags i forbindelse med Venstres ekstraordinære landsmøde udtalte formand Jakob Ellemann-Jensen ellers, at partiet ville tage stilling til Støjbergs ordførerskab i denne uge.

Norwegian bevilliget lån på 1,5 millarder som led i krisepakke

Den norske regering vil bevilge et kriselån på 1,5 milliarder norske kroner til det økonomisk pressede luftfartsselskab Norwegian. Det er et led i en krisepakke, som fremlægges på et pressemøde fredag eftermiddag, skriver nyhedsbureauet NTB.

I Danmark handles der ekstraordinært mange aktier i GameStop

Interessen for at købe aktier i GameStop er ikke kun forbeholdt USA, hvor den meget omtalte computerspilskæde stammer fra. Også i Danmark er der de seneste dage handlet ekstraordinært mange aktier i GameStop. Det viser en opgørelse fra børsmægleren Nordnet.

Både onsdag og torsdag har handlen med GameStop-aktier udgjort cirka 5 procent af det samlede antal handler. Det svarer til mere end 6000 handler for hver dag.

To personer dømt for at medbringe oversavet jagtgevær under ulovlig indtrængen

To personer er blevet idømt fængsel i to år og seks måneder for at have medbragt et oversavet jagtgevær i forbindelse med, at de ulovligt trængte ind i en mands lejlighed i Skjern i 2018. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danmarks Domstole. De to mænd ankede dommen til Vestre Landsret.

Træner idømt fængsel for at drive triatlet til selvmord

En triatlontræner er fredag blevet idømt syv års fængsel i Sydkorea for at drive en triatlet ud i selvmord. To holdkammerater er desuden blevet tildelt fængselsstraffe. Det skriver AFP. Den opsigtsvækkende dom kommer, efter at triatleten Choi Suk-hyeon sidste år besluttede at tage sit eget liv.

Politiet lukker rockerklubhus i Brøndby

Fra i dag klokken 17 er der opholdsforbud på dele af adressen Brøndbytoften 11, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. Der er risko for angreb på ejendommen grundet en konflikt mellem rockergruppen Bandidos MC og bandegrupperingen NNV-Gruppen. Forbuddet gælder indtil videre frem til torsdag 11. februar.

Fastfoodkæden Subway sagsøgt

Tunsandwich, der ikke indeholder tun. Den går ikke længere. Fastfoodkæden Subway er i USA blevet sagsøgt for at sælge netop det, skriver The Washington Post.

For første gang under 100 positive prøver i lyntests

Torsdag blev der registreret 99 positive svar i 36.266 lyntests, oplyser de fire udbydere af lyntests. Det er første gang, at der er under 100 positive svar.

Antallet af ledige falder igen

Ledigheden faldt med 2000 personer i december, og det var dermed syvende måned i træk med et fald. Det ændrer dog ikke ved, at ledigheden er steget med 21.700 siden coronaudbruddet, oplyser Danmarks Statistik. Samlet er bruttoledigheden på 125.600 personer.

Afroamerikansk skuespillerinde død – hyldes af Obama

Cicely Tyson døde torsdag i en alder af 96 år. Skuespillerinden betegnes som en pioner for sorte skuespillere, skriver nyhedsbureauet AP. På Twitter skriver forhenværende præsident Barack Obama, at hun havde et hjerte ulig nogen andre.

Færdselsuheld nær Haverslev

To biler har været involveret i et færdselsuheld på motorvej E45 sydgående omkring tre kilometer syd for afkørsel 33 ved Haverslev. Det oplyser Nordjyllands Politi. Der er ingen alvorligt tilskadekomne. Politi og redning er på vej til stedet, og det forventes, at oprydningsarbejdet er overstået 07.40.

Politi anholder seks unge mænd efter dødsfald i Køge

Natten til fredag og tidligt fredag morgen er politiet massivt til stede ved Nylandsvej i Køge, hvor de efterforsker et mistænkeligt dødsfald. Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Lars Galasz til Ekstra Bladet.

Danske byer er dårligt forberedt til elbiler

Der er stor forskel på, hvor gode danske kommuner er til at sikre adgang til offentlig opladning for elbilister, der ikke kan få egen ladestander, fordi de bor i lejlighed. Det viser en kortlægning af den offentlige ladeinfrastruktur, som Ingeniøren har foretaget.

Læk fra fjerkræanlæg koster seks personer livet i Georgia

En lækage i en tank med flydende kvælstof på et fjerkræanlæg nordøst for Atlanta i Georgia har kostet mindst seks personer livet. Det oplyser politiet i den amerikanske delstat torsdag lokal tid ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fire mænd er udvalgt til at flyve til ISS som rumturister

Den private rumfartsproducent Axiom Space har udvalgt fire mænd, der som betalende rumturister skal flyve til Den Internationale Rumstation (ISS). Det oplyser den nystartede virksomhed med hovedsæde i Houston i delstaten Texas torsdag.

Trump og Republikanerne vil gå efter Repræsentanternes Hus

USA's tidligere præsident Donald Trump har torsdag mødtes med mindretalslederen i Repræsentanternes Hus, republikaneren Kevin McCarthy, i Florida. Det fremgår af en erklæring fra Trump-lejren.