Torsdagens nyheder fra EM

Her kan du få overblikket over de vigtigste nyheder fra EM torsdag.

Tak for i dag

En hektisk dag med dansk folkefest, stor hyldest til Christian Eriksen og et ærgerligt dansk nederlag på 2-1 til Belgien lakker mod enden.

Tak, fordi I fulgte med. Vi er tilbage i morgen.

Rørt over Lukakus besked

Romelu Lukaku viste stor respekt efter sejren over Danmark, hvor han gik rundt og uddele kram til flere danskere. Blandt dem landstræner Kasper Hjulmand, der ifølge Lukaku fik følgende ord med på vejen:

- Jeg fortalte ham, at jeg virkelig respekterer ham som en mand. De reddede min vens liv, sagde Lukaku til Viaplay efter kampen.

Lukaku henviser til hans holdkammerat i Inter, Christian Eriksern, og beskeden rørte Hjulmand.

- Det gjorde stort indtryk på mig. Fodbold fører mennesker sammen. Lukaku er et stort menneske og venner med Christian. Vi føler os alle som én stor familie, sagde Hjulmand på pressemødet efter kampen.

- Hele landet skal glæde sig til mandag. Vi skal ud og gøre det her fucking færdigt. Der er ingen grænser for, hvad det her hold kan opnå. Vi tror på os selv, og så knalder vi den endnu mere af på mandag, siger Braithwaite. 

Rørt Braithwaite

- Jeg er sindssygt stolt af at spille på det her hold. Jeg er stolt af mine holdkammerater, jeg er stolt af staben, jeg er stolt af hele Danmark. Den her støtte, vi mærker, er noget helt specielt. Når du er fodboldspiller, har du en masse ambitioner, og du vil gerne spille for de bedste klubber i verden. Men jeg kan sige, at det største er at spille herinde i et fyldt Parken med den her opbakning. Det er noget, du aldrig får andre steder. Man kan mærke, hvad det betyder at spille for det her hold, og hvad det betyder for hele landet. Undskyld, men jeg er fucking heldig at spille foran jer og foran hele Danmark. Jeg er så stolt over at være dansker. Og tusind tak, alle sammen, siger Martin Braithwaite på pressemødet. 

- Det er surrealistisk, at vi står med nul point efter de her præstationer og de stats, der er i de her kampe. Den gode nyhed er, at de andre resulater har set fine ud, og det betyder, at det ligger i vores hænder. Det er fedt, fordi jeg har en fornemmelse af, vi giver den gas mandag mod Rusland igen, siger Hjulmand. 

Hjulmand er frustreret over nederlag

- De to nederlag irriterer mig jo grænseløst. Det er jo vanvittigt vi ikke vinder den første kamp. Og i den her kamp er vi jo også de bedste. De har Lukaku og så Kevin de Bruyne, der kommer ind og laver de der ting. Det er jo genialiteter af Kevin, der gør, at vi ikke vinder den her kamp, siger Kasper Hjulmand på pressemødet.

- Witsel, De Bruyne og Hazard er klar til at starte i kampen mod Finland. Jeg tror ikke, de er klar til at spille 90 minutter, men det er noget, vi skal teste i næste kamp. Og det er vigtigheden ved dagens kamp mod Danmark. Introduktionen af de her spillere har været positiv, og de var i stand til at teste sig selv i en kamp med meget høj intensitet. Så ja, det er klar til at starte i næste kamp.

- Fremover kan vi ikke give 45 minutter væk til modstanderen, som vi gjorde i dag. Det var tilskuerne, der gav hjemmeholdet et tidligt føringsmål, og det har vi ikke råd til at gøre igen, siger den belgiske landstræner. 

- I 2. halvleg accepterede vi ikke at overlade spillet til Danmark. Vi viste personlighed og karakter. Og så fik vi også 300 landskampe til sammen på banen i form af Kevin de Bruyne, Axel Witsel og Eden Hazard. Og det gjorde en tydelig forskel, siger Roberto Martinez. 

- Præstationen i 1. halvleg var ikke så meget vores egen skyld. Det handlede om stemningen på stadion og måden, det danske hold kom ud til kampen. De var meget bedre end os. Vi fandt ikke vores spil, og vi var sent inde i alle situationer. Vi gav dem pldas foran vores forsvar, siger den belgisk landstræner. 

Belgisk landstræner på pressemødet

Den belgiske landstræner, Roberto Martínez, holder lige nu pressemøde:

- Det er nemt at forklare vores dårlige 1. halvleg. Det er ikke nemt at forklare, hvis du så kampen i fjernsynet, men hvis du var på stadion, er det nemt. Fansene skabte en utrolig stemning, og fansene gav hjemmeholdet den hurtige føring. Og på det tidspunkt var vi i chok, siger den belgiske landstræner.

Fans går forbi Rigshospitalet

På vej hjem fra Parken går store grupper af fans forbi Rigshospitalet, hvor der hænger danske flag i mange vinduer. 

Nogle klapper og kigger op mod de grå hospitalsbygninger.

- Eriksen! råber en roligan, fortæller TV 2s reporter på stedet.

Kærestepar sætter retning mod Rigshospitalet for at hylde Eriksen

Kæresteparret Tine Hanstad og Søren Østergaard har sat kursen mod Rigshospitalet efter aftenens kamp.

- Vi vil vise vores støtte, siger Tine Hansted til TV 2.

Begge er de iført Eriksen-trøjer, som de købte efter lørdagens ulykke. 

Nu skal parret til hospitalet, hvor Eriksen er indlagt, for at se, hvor mange flag der er hejst, siger Søren Østergaard.

- Flagene giver glæde og viser, at hele Danmark støtter Eriksen i øjeblikket, siger han.

- De skal ikke lade sig slå ud. De skal blive ved!

Skuffelsen er ikke til at skjule for de danske fans ved Sifs Plads i København. Men selvom Danmark tabte til Belgien, er der bestemt momenter at tage med fra kampen, lyder det fra roligans, som TV 2 møder efter kampen.

- De skal holde humøret oppe og holde den gejst fra første halvleg og så banke den hjem på mandag, lyder det fra Jeppe Schmidt med henvisning til kampen mod Rusland.

- De skal ikke lade sig slå ud. De skal blive ved!

Danske fans hylder landsholdet

Trods det ærgerlige nederlag var der stadig rigtig flot stemning i Parken efter slutfløjt. Hele stadion står og klapper og hylder det danske landshold, der omstændighederne taget i betragtning virkelig rejste sig flot. Og det blev belønnet af de danske fans. Flot stemning i Parken. 

Folkemødet hyldede også Eriksen

Det politiske folkemøde i Allinge på Bornholm har i disse timer også hengivet sig sportens verden. Også her blev Christian Eriksen hyldet, da kampuret rundede 10:00. 

Danmark bagud

Efter en drømmestart er Danmark nu bagud 1-2. Denne gang var det den belgiske superstjerne Kevin De Bruyne, der scorede.

- Gåsehudscener i København, skriver tysk avis

- Gåsehudscener i København!

Sådan lyder det fra den tyske avis Bild, efter Christian Eriksen blev hyldet.

I BBC's liveblog fra kampen lyder det:

- For et par dage siden græd en samlet nation. I dag græder de af glæde. Håber, Christian har et stor smil på læben i hospitalssengen efter at se den hyldest.

Klapsalver for Eriksen i Viborg

Også ved et storskærmsarrangement i Viborg fik Christian Eriksen stående bifald, da kampuret rundede de ti minutter. I alt er 400 mennsker lukket ind på Store Torv for at se de danske spillere rejse sig

- Danskerne var klar fra start

Claus Lajlev ser kampen fra en bar i Nyhavn i København. Han er godt tilfreds med, hvordan det danske mandskab startede kampen.

- Det var tydeligt at se, at danskerne var klar fra start. Belgierne er på hælene, og tændingen fra danskerne giver bare pote.

Problemer med at se landskampen på Viaplay

Mange af jer spørger her i livebloggen, hvorfor der er problemer med at se landskampen. Viaplay oplever lige nu problemer med sin tjeneste og arbejder på en løsning, skriver virksomheden på sin hjemmeside. På Viaplays facebookside kommenterer flere danskere, at de har problemer med signalet til landskampen.

Belgien klappede med

I Bruxelles viste belgierne også rigtig god stil på en lokal café, da de efter de ti minutter klappede med under hyldesten til Eriksen. 

Jubel på Ofelia Plads

Da Danmark bragte sig foran 1-0, blev de fremmødt på Ofelia Plads sendt i himlen i ren jubel. 

Flotte scener under hyldest

Eriksen bliver hyldet af klapsalver

Dommeren afbryder kampen

Der er nu spillet ti minutter af kampen, og dommeren afbryder kampen. Hele stadion og alle spillerne står og klapper et helt minut i streg. Hvor er det smukt. 

Spørgsmål

Hanne Lynggaard :

Hvilken Kanal kommer der forbold på

Svar

Hej Hanne. 

De spiller på TV3. God kamp!

// Nicolai Dvinge, TV 2 SPORT

Kongehuset er klar til kamp

Det danske Kongehus har også meldt sig klar til aftenens EM-kamp i Parken. Prins Christian, Kronprins Frederik, Felix og Nikolai poserer på et billede, hvor Kronprins Frederik har fundet et dansk halstørklæde frem i dagens anledning. 

- Der er et opbygget sammenhold, som hele landet har udvist. En meget stor sympati for Christian Eriksen. Det tager tid at bearbejde det chok, som de fik, men jeg ved, de er klar til det helt store brag nu, siger Kronprins Frederik til Viaplay inden kampen.

Belgiske fans i Parken sender hilsen til Eriksen

Danmark og Belgiens EM-kamp klokken 18 kommer i høj grad til at stå i Christian Eriksens tegn. De belgiske fans, der allerede har fundet plads i Parken, har lavet en flot plakat til ære for Eriksen. 

Spørgsmål

Fan:

Hvilke spillere er oversiddere i kampen mod Belgien (ud over Christian Eriksen)

Svar

Udover Christian Eriksen sidder FCK-spilleren Nicolai Boilesen og Malmö-spilleren Anders Christiansen over i aftenens kamp mod Belgien.

// Nicolai Dvinge, TV 2 SPORT

Tusindvis af roligans stimler sammen foran Parken

Fodboldfesten er under opsejling foran Parken, hvor tusindvis af danske fans er stimlet sammen. I alt vil 25.000 tilskuere være på tribunerne ved aftenens kamp.

Danmarks startopstilling

Danmark stiller op på følgende måde i aften, hvor Kasper Hjulmand har valgt at gå væk fra 4-3-3:

  • Schmeichel
  • Kjær, Christensen, Vestergaard
  • Wass, Højbjerg, Delaney, Mæhle
  • Poulsen, Damsgaard, Braithwaite

Fest i Nyhavn

Fest i Nyhavn

De danske spillere sendt flot afsted fra Helsingør

Det danske landshold er på vej mod Parken i spillerbussen fra Marienlyst Strandhotel. Mange hundrede mennesker er mødt på gaden i Helsingør for at sende de danske drenge godt afsted, siger TV 2s reporter på stedet. "Sikke en afsendelse" skriver Mathias Zanka Jørgensen på Twitter.

Roligans varmer op til kamp

Både med roligans varmer op til braget mod Belgien med sang og pyroteknik i Københavns Havn.

Belgiske fans indtager Amagertorv

Det københavnske gadebillede er fyldt med røde trøjer i dag. Både danske og belgiske. På Amagertorv er belgiske fans begyndt at sætte sit præg. 

Fest i Fælledparken

De rød-hvide farver begynder så småt at fylde i Fælledparken. Fra højtalere spiller gamle landsholdshit som Rocazinos 'En for alle, alle for en' og den nye 'Danmarks dynamite' fra Alphabeat.

En gruppe mænd i 30-årsalderen har indtaget en græsplet iklædt landsholdstrøjer og med kolde øl i hånden. De skal se kampen inde i Parken, og Emil Johnsen håber på et point og en "kæmpe hyldest til Christian Eriksen".

- Jeg er spændt på, hvor påvirkede spillerne er. Om de kan vende situationen til noget positivt. Men alt er ok i dag. Taber vi 3-0, er det også i orden, siger han til TV 2.

En af hans venner bryder ind og siger, at det har været "en hård omgang". Men at fra nu af "ser vi fremad".

- Ja, det var et vendepunkt at se billedet fra sygesengen, hvor han er ok, siger Emil Johnsen.

Flot Eriksen-hyldest

Kæmpe landsholdstrøje til ære for Eriksen og holdet

I Fælledparken, få hundrede meter fra Parken, er omkring ti mennesker ved at arbejde på en kæmpe landsholdstrøje af plastik til ære for landsholdet og Christian Eriksen. 

Det er Landsholdets Tifogruppe, der står bag, og flere har været i gang siden klokken 08.00 i morges.

Christian Kamp Køhn er blandt det arbejdende folk, og han håber på en 2-1 sejr til Danmark, når han i eftermiddag skal se kampen i Parken.

- Det må være en svær situation efter alt det med deres holdkammerat Eriksen. Jeg håber, de spiller for ham og giver alt, de kan. Men jeg bebrejder dem ikke, hvis det ikke lykkes. Vi har selv været dybt berørte, efter vi var på stadion i lørdags. Det var sgu ikke sjovt at være vidne til.

- Det her (trøjen, red.) er en hyldest til Eriksen men også alle dem, der var med. Truppen og lægestaben var helt fantastisk, siger han. 

Coronakaos før Sveriges kamp

Den tidligere FCK-spiller og slovakiske landsholdsspiller Denis Vavro er testet postiiv for coronavirus før holdets kamp mod Sverige. 

En leder fra landsholdet er også testet positiv. Det fortæller den slovakiske landstræner Stefan Tarkovic på pressemødet forud for kampen. 

Spørgsmål

Rasmus Jensen:

Jeg er lidt forvirret. Klapper vi når uret runder 10:00 eller i det 10. minut altså fra 9:00?

Svar

Hej Rasmus, 

Planen er, at der klappes, når stadionuret runder ti minutter. Så fra minut 10 til minut 11.

God kamp!

// Frederik, TV 2 SPORT. 

Dansk fan forventer gåsehud, når Parken hylder Eriksen

Gaderne omkring Parken er badet i rødt og hvidt. På en fortovscafé varmer Kasper Mortensen op sammen med en ven før aftenens kamp mod Belgien.

De ser begge mest frem til, at kampuret slår 10.00, og 25.000 fans i Parken rejser sig i store klapsalver, som kan runge ud over tribunerne og hele vejen over til Rigshospitalet, hvor Christian Eriksen ligger. 

- Det bliver stort. Gåsehud. Jeg håber, Eriksen kan høre det på Riget. Og så kunne point i dag være klasse, siger Kasper Mortensen til TV 2.

- Et chok, der vil sidde i mig for altid, siger Kjær

Landsholdets anfører, Simon Kjær, taler for første gang ud efter lørdagens EM-kamp, hvor Christian Eriksen faldt om. Det gør han i opslag på Instagram og Twitter.

Simon Kjær var en af de første henne ved Eriksen, og efterfølgende var han også manden, der passede på Eriksens kæreste, Sabrina.

- Det har været meget specielle dage, hvor fodbold ikke har været det vigtigste, skriver han.

- Et chok, der vil sidde i mig – og i os allesammen – for altid! Det eneste, der er vigtigt og betyder noget, er, at Christian er okay!! Jeg er stolt af, hvordan vi agerede som hold, og hvordan vi har stået sammen i denne svære periode. Jeg er rørt over og dybt taknemmelig for støtten.

Om aftenens kamp skriver han blandt andet:

- Vi spiller for Christian, og vi spiller som altid for hele Danmark. Det er den største motivation, vi kan få.

Danskere rejser mod Parken fra nær og fjern

I Auning er landsholdsstemingen også i top allerede tidligt på dagen.

Klokken 7.00 satte en bus fyldt med fodboldfans fra byen retning mod København og Parken.

TV 2 ØSTJYLLAND var med i bussen, hvor de fangede arrangøren af turen, der elsker fællesskabet på ture som disse.

- For mig betyder det ikke så meget, at det er EM. Det er hele turen og sammenholdet og hyggen i bussen, der er vigtigst, siger Per Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Per Sørensen har arrangeret lignende ture i 35 år, og aftenens kamp i Parken bliver hans 115. landskamp

Danmark spiller helt i rødt mod Belgien

Når landsholdet går på banen i aftenens kamp mod Belgien, vil de danske drenge være iklædt den helt røde tredje-trøje.

Det skriver Fodboldlandsholdene på deres Twitterprofil.

Schweizisk målmand forlader EM-lejren

Den schweiziske målmand Yann Sommer er vendt hjem til Tyskland for at være med til fødslen af sit andet barn.

Det skriver ABC News.

Derfor har han midlertidigt forladt EM-lejren. Det er endnu uvist, hvorvidt han når tilbage til schweizernes tredje og sidste puljekamp mod Tyrkiet på søndag. 

Spørgsmål

Oliver Henriksen:

Hvor mange tilskuere kommer til kampen mod Belgien?

Svar

Hej Oliver, 

Der vil være 25.000 tilskuere til stede i Parken i aften. 

// Frederik, TV 2 SPORT. 

Læs mere her: 

Eriksens barndomsby er klar til kamp

I Middelfart, hvor Christian Eriksen kommer fra, er man allerede fra morgenstunden begyndt at gøre torvet klar til aftenens kamp med storskærm, ekstra stole og fadølsanlæg.

Indbyggerne er altså klar til kamp, selvom oplevelsen omkring Eriksens kollaps satte spor.

- Det hele gik i stå. Der var fest og glade dage, og pludselig var der stille på torvet i Middelfart, og folk var forstenede. Som minutterne gik rejste folk sig op og defilerede hjem i de små hjem. Det var meget surrealistik, siger Henrik Rasmussen, ejer af Guldkroen, til TV 2. 

Nu forsøger de dog at se fremad og glæder sig til kampen med en af byens helt store stoltheder. 

- Han betyder alt. Det gør han i hvert fald i øjeblikket. Det er der ingen tvivl om. Som menneske er han fantastisk. Det er hans familie også. 

- Ja, nu får jeg en klump halsen. Men jeg ved, at hele Danmark står bag Christian Eriksen og hele landsholdet, og vi kommer til at juble og rejse os op og klappe af Christian og håbe det bedste for ham fremadrettet, siger Henrik Rasmussen. 

Rigshospitalet hejser flagene

Rigshospitalet, hvor Christian Eriksen fortsat er indlagt, flager for den danske stjerne og hans holdkammerater inden aftenens kamp mod Belgien. 

Flagene blev delt ud til indlagte samt personale på Rigshospitalet inden EM, og nu er de altså blevet brugt til at pryde hospitalets facade med landsholdsstemning. 

Seneste status fra Eriksen

Christian Eriksen skal have indopereret en hjertestarter efter sit kollaps i kampen mod Finland.

Det oplyser DBU på Twitter:

Salget af Eriksen-trøjer er gået amok

Salget af danske landsholdstrøjer med Christian Eriksen og Simon Kjærs navne er steget eksplosivt de seneste dage.

Det oplever man blandt andet i sportskæden SPORT 24, som har solgt mange tusinde trøjer med de to danske stjerner. 

- Det, der er sket, er, at det er gået fuldstændig amok. Vi har måttet lave cirka 2000 trøjer siden i lørdags lige præcis med Eriksen nummer 10. I alt er der røget cirka 16.000 trøjer, siger Lars Elsborg, administrerende direktør i SPORT 24. 

Hele holdet skal hyldes i Parken

Når kampuret i Parken runder 10.00, vil en bølge af klapsalver regne ud over stadion til ære for Christian Eriksen. 

Den opfordring er blevet delt flittigt på de sociale medier de seneste dage, men Parken vil også danne ramme om en ekstra hyldest, der både skal ære Eriksen og hele landsholdet. 

Det siger flere af de mest trofaste landsholdsfans til TV 2.

- Vi kommer til at lave noget i Fælledparken, der hylder hele holdet, for det er så fedt, den måde de håndterede det på, siger Christoffer Kamp Køhn, der er en del af landsholdets tifogruppe.

Sammen med to andre, står han bag Facebookopslaget med opfordringen til klappe af Christian Eriksen efter ti minutter. Opslaget har fået massiv opbakning, og det er nået hele vejen til Belgien, hvis spillere også deltager i hyldesten. 

-Vi er ret nye i det og overraskede over, at netop vores opslag er blevet delt så meget. Men vi er ikke overrskede over opbakningen, siger Ronja Louise Seising, der følges op af endnu en landsholdsfan. 

-Vi har jo Europas sejeste landshold, siger Martin Ramlung.

Carsten Werge peger på én svaghed hos Belgien

Mens Kasper Hjulmand ser frem til at møde Belgien i aften og kalder det "en fantastisk udfordring for os", er TV 2 SPORTs fodboldredaktør, Carsten Werge, mere tøvende, når han ser frem mod aftenens EM-kamp. 

-Det er et hold, der gerne vil spille fodbold, og det passer godt til os, så jeg kan godt følge ham. Det havde været bedre med en mere medgørlig modstander, men det er bestemt ikke umuligt, vurderer han. 

-De er jo gode alle vegne. De har gode spillere overalt på banen og mange af dem. De mangler bare det sidste lille nyk op og vinde et trofæ.

Alligevel øjner Carsten Werge dog en chance et bestemt sted på banen.

-Deres forsvar er ikke så verdensklasse som resten af holdet. Bortset fra målmanden, selvfølgelig, siger han. 

Carsten Werge tror, det danske hold er klar til kamp

TV 2 SPORTs fodboldredaktør, Carsten Werge, tror ikke, at de mange markeringer og hyldester af Eriksen i aftenens kamp vil spænde ben for spillernes koncentration:

- Jeg tror ikke, der sker så meget ved, at de en sidste gang mindes om, at Christian har det godt. For det er jo det, de skal have ind i hovedet: Alt andet lige er han i live endnu, og det er jo det, det handler om.

- Når jeg ser træningsbilleder fra i går er der smil på læben og godt humør. Og jeg tror, de har spillet frustrationerne og de kedelige oplevelser ud af kroppen, og nu er det bare om at komme videre, siger han. 

Tysk læge talte med Eriksen kort efter kollaps

En tysk læge ved navn Jens Kleinefeld, der var med på banen, da Eriksen faldt om i kampen mod Finland, fortæller nu, at Christian Eriksen vågnede ret hurtigt efter det første stød med hjertestarteren. 

- Cirka 30 sekunder senere åbnede han sine øjne, og jeg kunne tale direkte med ham.

- Det var et meget bevægende øjeblik. I sådanne medicinske nødsituationer i hverdagen er chancen for succes langt lavere, siger Kleinefeld i et interview bragt i aviserne under det tyske mediehus Funke Mediengruppe.

Kleinefeld fortæller samtidig, at han var i kontakt med Eriksen, kort efter han var vågnet, hvor lægen spurgte ham, om han var tilbage. Ifølge Kleinefeld svarede Eriksen: 

- For fanden, jeg er kun 29 år gammel. 

Danmarks tifohold har overraskelse klar til det 10. spilleminut

Selvom Christian Eriken ikke stiller op i landsholdsdragten på banen i aften, er han med i Parken på andre måder. Det siger fankoordinator i DBU, Anders Hagen, til TV 2.

- Der kommer til at ske flere ting. Der er mange fans, der gerne vil udtrykke deres støtte til 10’eren på landsholdet. Derfor er der planlagt en markering i det 10. minut, hvor rigtig mange danske fans - og mange andre på stadion, tror jeg - vil klappe siger han.

Men det er ikke den eneste fan-markering, der er på tegnebrættet. 

Danmark tifohold har nemlig en overraskelse klar, som vil markere Christian Eriksen og bakke hele landsholdet op efter en traumatisk første EM-kamp i Parken.

- Vi skal støtte dem og larme så meget som overhovedet muligt, så de kan få et godt resultat i Parken og vise det hold, at de lavede noget helt særligt, siger Anders Hagen.

Belgierne glæder sig

Danskerne glæder sig til aftenens kamp mod Belgien, og det gør Belgierne også. 

TV 2s korrespondent Mads Buur Bach er tilstede i den belgiske hovedstad Bruxelles, hvor han de seneste dage har oplevet et land i fodboldhumør.

- Fodboldstemningen er intakt. Der er lidt stille på gaden nu, fordi det blev sent i går, hvor Italien og Schweiz spillede. Folk så den på barer og cafeer. Stort set alle barer og cafeer har en skærm hængende til udeservering. Det bliver dog lidt anerledes, end det plejer, fordi der normalt vil være mange storskærmsevents. Det sætter coronanen en stopper for.

- Men fodbold betyder utroligt meget hernede. De spillere, de har nu, er den gyldne generation. Det føles som nu eller aldrig. Det er nu, de skal vinde det her mesterskab, så der er helt klart fodboldstemning her i Bruxelles, siger Mads Buur Bach.

UEFA sætter 300 billetter til salg til Danmark - Belgien

Hvis man ikke har nået at skaffe en billet til torsdagens danske kamp i Parken mod Belgien, kan det muligvis nås endnu. 

UEFA har nemlig meddelt, at de åbner et restsalg med 300 billetter til Danmark mod Belgien. 

Ifølge DBU's fankoordinator bliver billetterne sat til salg klokken 09.00 på UEFAs hjemmeside. 

Velkommen til

Hej, og velkommen til en stor EM-dag med dansk deltagelse. 

Her i livebloggen varmer vi op til aftenens kamp mellem Danmark og Belgien, og vi opdaterer løbende med dagens vigtigste historier fra EM. 

I er velkomne til at stille spørgsmål og komme med inputs undervejs.