Nyheder

Dagens nyheder 5. maj

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Store fald på amerikanske aktieindeks

De tre ledende amerikanske aktieindeks lukkede torsdag aften i stort minus. Nasdaq-indekset faldt hele fem procent, mens S&P 500-indekset faldt 3,6. Dow Jones-indekset endte med en tilbagegang på 3,1 procent.

Schweizisk politi finder et halvt ton kokain på Nespresso-fabrik

Schweizisk politi har beslaglagt mere end 500 kilo kokain i en sending kaffebønner leveret til en Nespresso-fabrik i byen Romont. Det skriver blandt andre Reuters. Nespresso tog mandag aften selv kontakt til politiet, da medarbejdere havde fundet noget udefineret hvidt stof, da de pakkede kaffebønnerne ud.

Joe Biden får ny talskvinde

Joe Bidens primære pressetalskvinde, Jen Psaki, forlader jobbet 13. maj. Det meddeler Det Hvide Hus ifølge Reuters. Ny pressetalskvinde i Det Hvide Hus bliver Karine Jean-Pierre, skriver Psaki på Twitter.

Pensionsselskaber har reduceret olieinvesteringer markant

Danske pensionsselskaber har reduceret deres aktieinvesteringer i de store olieselskaber markant de seneste år. Det er dog ikke alle pensionsselskaber, der har bidraget til den udvikling. Blandt andet har Danica og PensionDanmark i dag flere penge i olieselskaber end i 2019. Det viser en kortlægning fra Information og Danwatch.

Tre mennesker er dræbt i Israel, siger redningspersonale

Tre mennesker er dræbt og tre andre er alvorligt såret ved et angreb i byen Elad i det centrale Israel torsdag. Det oplyser redningsmandskab til israelske medier. Dødstallet kan stige, oplyser ambulancetjenesten Magen David Adom ifølge AFP. Politiet siger til tv-stationen Channel 12, at noget tyder på, at der er tale om et terrorangreb.

Stifteren af Psykiatrifonden er død

Stifteren af Psykiatrifonden, Jes Gerlach, er død i en alder af 83 år. Det oplyser fonden i en pressemeddelelse. Gerlach stiftede Psykiatrifonden i 1996. Organisationen arbejder for at forebygge psykisk sygdom og nedbryde fordomme, som mennesker med psykisk sygdom møder. Jes Gerlach var speciallæge i psykiatri og modtog Ridderkorset af Dannebrogordenen i 2017.

Afgørelse baner vej for rydning af otte palæstinensiske landsbyer

Israels øverste domstol har afvist en anmodning om at forhindre udsættelsen af 1000 palæstinensere på Vestbredden. Palæstinenserne bor i et område, som Israel har udset sig til militære øvelser. Afgørelsen kommer efter to årtiers uklarhed om, hvad der skulle ske med beboerne, og baner vej for, at otte små landsbyer kan jævnes med jorden. Det skriver Reuters.

Historisk stor bøde til nordisk telegigant

Den nordiske telegigant Telenor skal betale en bøde svarende til 833 millioner danske kroner. Det har EFTA-domstolen afgjort. Telenor fik bøden i 2020 af ESA (EFTA Surveillance Authority) for mellem 2008-2012 at have misbrugt sin størrelse til at skade sine konkurrenter. Bøden blev anket, men nu har den europæiske domstol slået fast, at bøden står ved magt. Det er den største bøde i ESA's historie.

E-cigaret skyld i evakuering af Rødovre Centrum

Politi og beredskab rykkede ud til Rødovre Centrum på grund af røgalarm og røglugt i p-kælderen. Der blev påbegyndt en evakuering af centeret, men efter en halv time blev alarmen afblæst. Det viste sig, at der var tale om "intens brug af en e-cigaret", skriver Hovedstadens Beredskab på Twitter.

Tidligere direktør i dansk bank erkender omfattende svindel

I løbet af 15 år har Ole Madsen, tidligere kommunikationsdirektør i Spar Nord, bedraget banken for 20 millioner kroner. Det erkender han over for Finans. Det foregik ved, at han sendte falske fakturer fra egne firmaer til banken. Spar Nord bekræfter at have politianmeldt en tidligere ledende medarbejder - dog uden at navngive vedkommende. Ole Madsen siger selv, at bedrageriet skyldes alvorlig psykisk sygdom.

Kronprinsparret reagerer på afsløringer om Herlufsholm

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er dybt rystede over at høre om mobning på Herlufsholm. Det skriver kronprinsparret i et opslag på sociale medier, efter en TV 2-dokumentar har afsløret systematiske mobninger og krænkelser på skolen. Læs mere her.

Hollandsk mand udvist efter smuglerdom

En 47-årig hollandsk mand blev onsdag idømt fem års fængsel og udvisning for bestandig ved Retten i Sønderborg. Det skete i en sag om indsmugling af 1,5 kilo kokain samt 11,3 gram ecstasy med henblik på videresalg, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.

Obama kommer også til København

Foruden at gæste Skive vil den tidligere amerikanske præsident Barack Obama også komme forbi København til sommer. Her vil han 10. juni deltage i Copenhagen Democracy Summit, som er arrangeret af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det skriver sidstnævnte på Twitter.

Politi frigiver video af skyderi

Østjyllands Politi har torsdag offentliggjort en video, der viser en mand afgive flere skud. Videoen er fra natten til 8. marts, hvor en 21-årig mand blev skudt og dræbt i Aarhus-bydelen Viby. Politiet håber, at nogen kan genkende manden. Læs hele historien her.

Nye undervarianter af Omikron fundet i Danmark

Den seneste tid har tre undervarianter af Omikron-varianten fået international opmærksomhed. Undervarianterne er nu også fundet i få tilfælde i Danmark, skriver Statens Serum Institut. De nye varianter hedder BA.4, BA.5 og BA.2.12.1, og seruminstituttet vurderer, at de ikke kan udkonkurrere BA.2, som står for 99 procent af alle tilfælde i Danmark. Læs mere her.

Topchef i Ecco stopper

Eccos chef for den europæiske forretning, Claus Flyger Pejstrup, stopper i virksomheden. Det sker blot et år efter, at han begyndte i firmaet, skriver Berlingske

WHO: Corona har kostet omkring 13 millioner mennesker livet

Verdenssundhedsorganisationen WHO siger torsdag, at covid-19-pandemien i 2020 og 2021 kostede mellem 13,3-13,6 millioner mennesker livet. Det skriver Ritzau.

Kronprinsesse Mary reagerer på Herlufsholm-dokumentar

Kronprinsesse Mary udtaler sig nu om dokumentaren om Herlufsholm Kostskole, som TV 2 sender i dag. Til Ekstra Bladet siger kronprinsessen, at hun ikke har set udsendelsen endnu, men at det skal tages meget alvorligt, og at hun tager "skarp afstand" fra de ting, som TV 2s dokumentar belyser. Læs mere her:

Kvinde har kendt sig skyldig i at have dræbt sin søn

En 34-årig kvinde fra Kolding har erkendt sig skyldig i at have dræbt sin 6-årige søn. Det skriver Ekstra Bladet. Ifølge kvinden var det stemmer i hendes hoved, der fik hende til at dræbe ham med en kniv. Hun satte efterfølgende ild til sin lejlighed og er derfor dømt for både manddrab og brandstiftelse.

"Teknologiforståelse" skal på skoleskemaet

Regeringen vil med sin nye strategi for digitalisering af Danmark gøre teknologiforståelse til en del af undervisningen i folkeskolen. Det fremgår dog ikke af den nye strategi, hvordan undervisningen skal implementeres.

Journalist tiltalt for blufærdighedskrænkelse og voldtægt af børn

Efter flere måneder som varetægtsfængslet er en journalist blevet tiltalt for at have krænket en stribe børn. Det skriver TV2 Øst. I alt 31 børn beskrives som ofre i anklageskriftet. De var i alderen fra 3 til 14 år. Blandt ofrene er også hans egne døtre. Desuden drejer tiltalen sig om en stor mængde børneporno.