Seneste nyt om coronavirus 25. december

Her var dagens nyheder om coronavirus fra 25. december. Denne liveblog opdateres ikke længere.

Hvad sker der? Natten til lørdag ankommer vaccinerne på dansk jord, bekræftede Statens Serum Institut over for TV 2.

Hvad er status i Danmark? Fredag blev 2992 nye coronatilfælde registreret. Se alle de nyeste tal her.

Og her kan du få seneste nyt om vaccinerne.

Flere tusinde lastbiler kan nu fortsætte ind i Europa

Mere end 4500 lastbiler har fredag taget turen fra England til Frankrig, efter de i flere dage har været strandet i og omkring den engelske havneby Dover.

Det sker, fordi de britiske myndigheder har indsat ekstra personale til at teste lastbilschaufførerne, skriver Reuters.

Chaufførerne har været fanget på den britiske side af Den Engelske Kanal, da flere europæiske lande har indført indrejseforbud for folk fra Storbritannien efter fundet af en muteret og mere smitsom version af coronavirus.

Den britiske transportminister, Grant Shapps, skriver på Twitter, at mere en 10.000 chauffører er blevet testet - 24 af dem viste sig at være positive.

Demonstration på Rådhuspladsen - vil danse immunforsvar stærkere

Omkring 50-100 personer er samlet på Rådshuspladsen i København, hvor de demonstrerer for demokrati og frihed.

Demonstrationen kalder sig 'Estatic dance demo' og er lovligt anmeldt, fortæller vagtchef ved Københavns Politi Jesper Voldager til TV 2. 

Demonstranterne samles samme sted hver fredag og siger selv, at de vil styrke deres immunforsvar gennem dans. Der er også en DJ til stede. 

Politiet siger, at det følger nøje med i demonstrationen, og det har indtil nu ikke været nødvendigt at opløse den, siger vagtchefen.

Passagerer fra Danmark skal i karantæne i Tyrkiet

Alle flypassagerer, som vil til Tyrkiet, skal fra på mandag 28. december fremvise en negativ coronatest, som er højest 72 timer gammel. Det siger den tyrkiske sundhedsminister, Fahrettin Koca, ifølge Reuters.

Har man ikke en ren og ny test, får man slet ikke lov at gå om bord i et fly til Tyrkiet fra på mandag.

Fra onsdag den 30. december gælder reglen om en ren coronaattest, som højest er 72 timer, også for personer, der vil til Tyrkiet med båd eller over landegrænser, skriver nyhedsbureauet AP.

Koca siger også, at der gælder særlige regler for passagerer fra Danmark, Storbritannien og Sydafrika, da der netop her er fundet mere smitsomme varianter af coronavirussen.

Passagerer fra de tre lande skal i karantæne, når de kommer til Tyrkiet, plus fremvise en ren coronatest, skriver Reuters.

Ifølge AP skal passagerer, der er kommet til Tyrkiet fra de tre lande i de seneste 10 dage, fremvise en negativ coronatest. Derefter skal de gå i karantæne i minimum syv dage, hvorefter de skal vise endnu en ren coronatest.

Region laver forsøg med PCR-test og lyntest

De kommende dage vil Region Hovedstaden lave forsøg med coronatest, hvor de vil sammenligne resultaterne fra PCR-testen med antigentesten - også kaldet lyntesten.

Forsøget kommer til at foregå 26. og 27. december i Testcenter Taastrup, skriver Freddy Lippert, der er direktør for Region Hovedstadens Akutberedskab, på Twitter.

Når man møder op til test, vil man blive tilbudt at deltage i undersøgelsen.

Britisk mutation fundet i Irland

Den muterede britiske version af coronavirus er nu også bekræftet i Irland. Det oplyser de irske sundhedsmyndigheder ifølge Reuters.

Den muterede version af coronavirus, som spreder smitte hurtigere end den kendte version af coronavirus, er fredag også fundet i fem japanere, der er hjemvendt fra Storbritannien.

I Danmark er i alt 33 personer testet positive for den muterede version.

Ingen ændringer i rejsevejledninger

Danskere frarådes fortsat alle ikke-nødvendige rejser til hele verden. Det fremgår af Udenrigsministeriets rejsevejledninger for EU og Schengenlandene samt Storbritannien på baggrund af de seneste smittetal fra Statens Serum Institut. Dermed bragte denne uges opdaterede vejledninger ikke nogen ændringer med sig.

I nat krydser vaccinerne den danske grænse med politieskorte

Den første sending af de danske coronavacciner ankommer til Statens Serum Institut på Amager omkring klokken syv lørdag morgen. Det oplyser seruminstituttet over for TV 2.

Ruten er ukendt, når med vaccinerne triller fra Pfizers lager i Belgien mod Danmark. De omtrent 10.000 doser bliver fulgt af politieskorte.

Når vaccinerne ankommer til København, vil de med det samme blive distribueret til de fem danske regioner.

De første vaccinestik er planlagt til søndag morgen klokken ni på plejehjem i Ishøj, Slagelse, Aalborg, Aarhus og Odense.

Yderligere 2992 smittede

Der er registreret yderligere 2992 smittetilfælde, oplyser Statens Serum Institut (SSI). Antal indlagte stiger til 726. 20 er døde med covid-19. Lyntest fra private udbydere er ikke del af tallet.

Fryserne står klar til vaccine

Statens Serum Institut i København (SSI) har offentliggjort billeder af de frysere, der står klar til at modtage de første doser af vaccinen mod coronavirus.

600.000 i Storbritannien er nu vaccineret

Nu er 600.000 har personer i Storbritannien fået første dosis af Pfizer/BioNTechs vaccine mod coronavirus, skriver Sky News.

Ifølge Storbritanniens sundhedsmyndigheder har 616.933 personer fået den første indsprøjtning mellem 8. og 20. december.

Muteret coronavirus er nået til Japan

Fem personer, som er vendt tilbage til Japan fra Storbritannien, er testet positive for den muterede version af coronavirus, skriver Japan Times.

Den muterede version af coronavirus, som spreder smitte hurtigere end den kendte version af coronavirus, blev først konstateret i Storbritannien.

I Danmark er i alt 33 personer testet positive for den muterede version.

Nu er over 25 millioner smittede i Europa

Der er nu over 25 millioner personer, som er blevet smittet af coronavirus i Europa.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Pave Frans opfordrer lande til at dele vaccine

Pave Frans opfordrer i sit julebudskab fredag verdens lande til at dele vaccinen mod coronavirus.

- De mure, nationalisme vil bygge, kan ikke stoppe en pandemi, der ikke kender til grænser, siger Pave Frans ifølge nyhedsbureauet Reuters.

To internationale turneringer i 2021 aflyses

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) aflyser herrernes U20- og U17-VM i 2021 på grund af coronapandemien.

Rekord-stigning i dødstal i Indonesien

Indonesien kunne fredag notere den største stigning i antallet af døde med 258 døde med covid-19, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed er i alt 20.487 personer i Indonensien døde med covid-19 i landet.

7259 er blevet smittet med coronavirus i løbet af det seneste døgn, det bringer det samlede antal af smittede op på 700.097.

Japansk premierminister opfordrer til stille nytår

Japans premierminister Yoshihide Suga opfordrer fredag borgerne til at tilbringe et "stille" nytår for at forhindre spredningen med coronavirus i Japan, hvor smitten i den seneste tid har sat daglige rekorder.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Over 29.000 nye smittede i Rusland

Rusland melder om 29.018 personer, som i løbet af det seneste døgn er blevet smittet med coronavirus, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er et lille fald i forhold til dagen før, hvor der var 29.935 nye smittede.

563 personer døde med covid-19 i løbet af det seneste døgn, tallet i går var 635.

Også corona-bonus til sosu-assistenter på sygehuse i region

Så er der også 3000 kroner ekstra om måneden til social- og sundhedsassistenter og sygehjælpere for at være med til at passe og behandle coronapatienter på sygehusene i Region Sjælland. Det skriver TV 2 ØST.

Det fortæller fagforeningen FOA, der har forhandlet aftalen på plads med Region Sjælland.

Aftalen kommer i kølvandet på sidste uges meddelelse om, at sygeplejerskerne havde fået en lignende aftale igennem med regionen.

714 positive ud af 36.828 lyntest

Der blev torsdag foretaget 36.828 lyntest hos de fire private udbydere, der har kontrakt med staten.

714 af dem var positive, viser tal fra udbyderne.

Vaccinationer indledt i Latinamerika

En mexicansk sygeplejerske blev torsdag den første person i Latinamerika til at modtage en vaccination mod coronavirus, da landet torsdag indledte sit vaccineprogram, skriver BBC.

Også i Costa Rica og Chile blev de første personer vaccineret torsdag.