Nyhedsoverblik 3. februar 2023

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Verdens ældste hund bor i Portugal

Verdens ældste hund hedder Bobi og bor i Portugal, skriver Guiness World of Records. Han er netop blevet 30 år 1. februar, har levet hele sit liv hos samme familie og er af racen Rafeiro do Alentejo.

Roskilde Festival får nye scener

Roskilde Festival ommøblerer og  kasserer scenerne Pavilion, Rising og Countdown/Mantra. Til gengæld vil der til sommer være to nye scener på festivalpladsen, og de skal hedde Eos og Gaia, skriver SN.dk.

Cafékæde begæret konkurs

Selskabet bag den landsdækkende cafékæde Cozy & More er begæret konkurs, skriver Fyens Stiftstidende. Cozy & More havde syv cafeer rundt om i landet, blandt andet i Magasin i Odense, Magasin i Aalborg, Magasin på Kgs. Nytorv i København og Magasin i Lyngby samt i Storcenter Nord i Aarhus.

Iran beskyldes for at have hacket Charlie Hebdo

Et iransk-støttet hackerteam stjal og lækkede private oplysninger om kunder fra satiremagasinet Charlie Hedbo, siger Microsoft. Det skriver Reuters. Magasinet blev hacket i begyndelsen af ​​januar, efter at det offentliggjorde en række tegneserier, der skildrede Irans øverste leder Ayatollah Khamenei negativt.

To mænd idømmes livstid for drab

To mænd idømmes af Retten i Glostrup fængsel på livstid for skuddrab på 22-årig mand i Brøndby i midten af januar sidste år, skriver Ritzau.

Længere rejsetid mellem København og Helsingør

Der er, ifølge DSB, længere rejsetid og færre tog mellem København H – Nivå – Helsingør. Det skyldes et tog med teknisk fejl på Vedbæk St., hvilket betyder, der kun er et spor at køre på mellem Skodsborg og Rungsted Kyst.

Al sejlads med ÆrøXpressen er aflyst fredag

På grund af tekniske problemer er al sejlads aflyst resten af fredagen, ligesom der er aflyst fire afgange lørdag, oplyser ÆrøXpressen

Brand er svær at slukke på grund af vind – politiet opfordrer folk i Rinkenæs til at blive inden døre

Der er udbrudt en kraftig brand i et sommerhus ved Rinkenæs, oplyser Sydjyllands Politi på Twitter. Grundet en kraftig vind fra Nordvest har brandvæsnet svært ved at slukke ilden og den giver en kraftig røgudvikling, som blæser ind over Rinkenæs. Derfor opfordrer politiet folk til at blive inden døre.

Opdatering 19.52: Branden er slukket, og politiet afvarsler igen.

Tre mænd dømt til 24 års fængsel i narkosag

Tre mænd i alderen 23 til 36 år er ved Retten i Holstebro blevet idømt henholdsvis 5, 8 og 11 års fængsel i en sag om besiddelse af heroin med henblik på videresalg, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Dronningen melder afbud på grund af rygproblemer

Dronning Margrethe har meldt afbud til et arrangement lørdag, hvor hun skulle have åbnet udstillingen "Jagten på danmarkshistorien" på Nationalmuseet i København, fremgår det af Kongehusets hjemmeside. Aflysningen skyldes rygproblemer, skriver Ritzau.

Vejlefjordbroen er igen åben for alle køretøjer

Vejdirektoratet oplyser, at vindfølsomme køretøjer igen kan passere Vejlefjordbroen, da vinden er begyndt at aftage.

Hjemmeværnet skal hjælpe med bevogtning i Kosovo

Fra august og to år frem overtages opstilling af bevogtningsdelingen til den internationale styrke Kosovo Force (KFOR), skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse. Hjemmeværnet skal aflaste hæren, der har" været igennem en periode med mange krævende udsendelser", lyder det.

Øresundsbroen er igen åben for alle køretøjer

På E20 Øresundsbroen er vinden nu aftagende, så vindfølsomme køretøjer igen kan passere.

Blinken udsætter besøg i Kina

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, har udsat sit besøg i Kina, efter en kinesisk luftballon er blevet sporet hen over USA, skriver Reuters.

Storebæltsbroen lukket for vindfølsomme køretøjer

Kørsel med vindfølsomme køretøjer er forbudt, oplyser Storebæltsbroen. Forbuddet forventes ophævet klokken 18. 

Opdatering klokken 20.18: Forbuddet er ophævet

Politiet efterlyser gerningsmand efter vold mod 14-årig

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser en gerningsmand, der begik vold mod en 14-årig dreng 8. januar i en bus, der holdt ved busterminalen i Esbjerg. Manden beskrives som mørk i huden med krøllet hår og som værende velklædt, spinkel af bygning og 185 til 190 centimeter høj.

50 døde køer fundet hos landmand

Østjyllands Politi har fundet 50 døde køer hos en landmand på Djursland, skriver TV 2 ØSTJYLLAND. Der er udstedt strakspåbud om at forbedre forholdene på stedet.

Første kvinde og pige får dansk asyl efter ændret praksis

Den første kvinde fra Afghanistan har fået dansk opholdstilladelse i Danmark, efter at Flygtningenævnet mandag ændrede sin praksis på området, oplyser Flygtningenævnet i en pressemeddelelse.

Paco Rabanne er død

Den spanske modedesigner Paco Rabanne er død. Han blev 88 år. Rabanne begyndte med at designe smykker for Givenchy, Dior og Balenciaga og grundlagde sit eget modehus i 1966. Han er blandt andet kendt for en række parfumer og Jane Fondas kostume i filmen 'Barbarella'.

517.000 job uden for landbrug skabt i USA i januar

Der blev i januar skabt 517.000 job uden for landbruget i USA ifølge tal fra kontoret for beskæftigelsesstatistik i USA.

64-årig dømt for at krænke 19 piger på skole i Aalborg

En 64-årig tidligere ansat ved Aalborg Kommune er blevet idømt ni måneders fængsel for at have krænket 19 mindreårige piger på skolen, skriver Nordjyske.dk.

Melding om drukneulykke ved Arresø

Politiet er til stede ved Arresø efter en anmeldelse om en mulig drukneulykke, hvor en person på et paddleboard har mistet balancen. Læge og ambulance er på stedet, der er redningsbåde på søen og en redningshelikopter er bestilt.

Kongeskib på to sommertogter med dronning Margrethe

Kongeskibet Dannebrog gennemfører to sommertogter med dronning Margrethe. Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse. Det første indledes på Bornholm 5. juni og afsluttes 9. juni i Halsnæs Kommune. Sensommertogtet indledes 29. august i Vordingborg og afsluttes i Fredericia 1. september.

Kraftig vind – passage af Øresundsbroen forbydes

På E20 Øresundsbroen frarådes vindfølsomme køretøjer at passere broen, oplyser Vejdirektoratet. Vinden forventes at aftage omkrig klokken 16.

Klokken 14.34 oplyser Sund & Bælt, at kørsel med vindfølsomme køretøjer er forbudt.

To kræves fængslet efter 18-årig blev ramt af skud i Brøndby Strand

To mænd, 33 og 34, der er anholdt og sigtet i sag om skudepisode i Brøndby Strand, hvor en 18-årig mand søndag blev ramt i benet af skud, bliver fredag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ritzau. De to mænd blev anholdt fredag formiddag klokken 10.12 på Amager i København.

Politiet efterforsker 50 køers død på ejendom i Syddjurs Kommune

Politiet efterforsker nu sagen nærmere, efter over 50 køer tidligere denne uge blev fundet døde på en privat landejendom i Syddjurs Kommune. Der skal blandt andet foretages en obduktion af nogle af de døde køer, oplyser Østjyllands Politi.

Ekspertgruppe skal komme med bud på forbugsafgift på CO2

Ekspertgruppen for en grøn skattereform, der skal give regeringen anbefalinger til en CO2-afgift på landbruget, skal nu også undersøge, hvordan en mulig forbrugsafgift kan se ud. Det siger ekspertgruppens formand, professor i økonomi Michael Svarer fra Aarhus Universitet, efter et møde i gruppen fredag.

Væltede træer flere steder i Nordsjælland

Nordsjællands Politi melder om anmeldelser om væltede træner flere steder i Nordsjælland, blandt andet på Halsøvej i Skævinge og på Isterødvejen ved både Kokkedal og Hørsholm. Et træ er desuden væltet hen over vej og togskinner på Virumvej i Virum.

47-årig skal tre år og ni måneder i fængsel for at besidde skydevåben og kokain

En 47-årig mand er ved retten i Odense blevet idømt tre år og ni måneders fængsel for at have transporteret et skydevåben fra Horsens til Odense og for at være i besiddelse af 25,85 gram kokain. Det oplyser Fyns Politi.

Politi søger vidner til ulykke med spøgelsesbilist

Nordjyllands Politi efterlyser to vidner til en færdselsulykke, der skete på Frederikshavn-motorvejen torsdag ved Hjallerup. De to vidner kørte i en mindre personbil samt en lastbil, der muligvis havde hænger på, og var vidne til ulykken, hvor en bilist kørte ad en afkørsel ned på motorvejen mod færdselsretningen i det sydgående spor ved Bouet i Nørresundby. Var man vidne til ulykken, bedes man ringe 114.

Regeringen vil etablere national energistab

Regeringen vil etablere en national energistab, der skal håndtere de snubletråde, som forhindrer en hurtig og effektiv grøn omstilling af samfundet. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.

Britisk fagforening truer med togstrejker frem til 2026

Strejker som den, der fredag har ramt britiske togafgange, kan fortsætte frem til 2026. Det advarer lederen for togførernes fagforening om ifølge blandt andet det norske nyhedsbureau NTB.

Mand dømt for samleje med 12-årig i Helsingør

Retten i Helsingør har fredag dømt en mand efter ny voldtægtsbestemmelse. Manden havde samleje med en 12-årig pige, da han selv var 34 år gammel. Efter den nye bestemmelse er det på grund af aldersforskellen per definition voldtægt, selvom pigen under sagen har sagt, at hun gjorde det frivilligt. Straffen lyder på fængsel i 15 måneder. Manden ankede dommen på stedet.

Politiet beder om hjælp: 26-årig fra Varde forsvundet 11 dage

Politiet efterlyser nu den 26-årige Mads Ehmsen fra Varde, der har været forsvundet 11 dage. Han er sidst set mandag 23. januar klokken 15.30 ved Løvbjerg på Hjertingvej i Varde, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Han var iført sorte joggingbukser og sort sportstaske og forsvandt uden at medbringe mobiltelefon og kreditkort. Hvis man har oplysninger, bedes man kontakte 114.

21-årig tilstår i sag om dødstrussel mod dronning ved Windsor Castle

En 21-årig mand har eklæret sig skyldig i forræderi, efter han juledag 2021 ved Windsor Castle i Storbritannien bevæbnet med en armbrøst råbte "jeg er her for at dræbe dronningen". Det skriver BBC. Den nu aføde dronning Eliizabeth II befandt sig på det tidspunkt på Windsor Castle på grund af pandemien med coronavirus. 

35-årig fængslet i Arhus for besiddelse af amfetamin

En 35-årig mand er ved et grundlovsforhør ved retten i Aarhus blevet fængslet fire uger, sigtet for at have været i besiddelse af en større mængde amfetamin med henblik på videresalg. Det oplyser Østjyllands Politi.

Færre vilde mink nedlagt i Danmark

Der bliver nedlagt væsentligt færre vilde mink i den danske natur. Antallet er halveret fra 1411 nedlagte mink i 2020 til 765 mink i 2021. Tallene stammer fra statistikken over nedlagt vildtudbytte, som indberettes af jægere.

Over 1800 mænd anholdt for ægteskaber med mindreårige i Indien

Som led i en større politiaktion mod ægteskaber med mindreårige i Indien har politiet i Assam i Indien anholdt over 1800 mænd, som sigtes for at gifte sig med mindreårige eller arrangere ægteskaber med mindreårige. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

To anholdt efter skudepisode i Brøndby Strand søndag

To personer er blevet anholdt i forbindelse med en skudepisode i Brøndby Strand søndag. Det oplyser Københavns Vestegns Politi. 

32-årig kræves fængslet i Sønderborg for indbrud i 2018

En 32-årig mand fra Georgien vil ved et grundlovsforhør fredag ved retten i Søndeborg blive krævet fængslet for et indbrud i Kastrup i 2018. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Dømt for tre overgreb: Glamrock-stjerne løsladt

Den britiske tidligere glamrock-stjerne Gary Glitter, 78, er blevet løsladt fra et fængsel, hvor han har afsonet halvdelen af en dom på 16 års fængsel, som han blev idømt i 2015 for overgreb på tre skolepiger. Det oplyser BBC.

Tysk politi lukker platforme for overgreb mod børn

Tysk politi fra delstaten Bayern har lukket tre platforme, hvor der blev delt overgreb mod børn, skriver det norske nyhedsbureau NTB. Det er sket ved en større politiaktion, hvor der også er foretaget anholdelser i Tyskland, Storbritannien og USA.

Fødevarepriser falder for tiende måned i træk

For tiende måned i træk falder de globale fødevarepriser. Det viser FN's fødevareprisindeks ifølge Arbejdernes Landsbank. Men danskerne kommer ikke til at opleve prisfaldet på egen pengepung. Opgørelsen laves nemlig ud fra eksporterede og uforarbejdede råvarer.

Anklager vil konfiskere computer og telefoner fra tidligere PET-mand

Anklagemyndigheden vil konfiskere flere genstande fra en 62-årig tidligere PET-mand, der i næste uge ventes at tilstå læk af fortrolige oplysninger i den såkaldte FE-sag. Det drejer sig om mobiltelefoner, en computer, en iPad samt en telefonliste og en harddisk. Det fremgår af en retsmødebegæring fra Statsadvokaten i Viborg, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Dom mod politimand, der indsamlede krænkende billeder, ankes ikke

Anklagemyndigheden anker ikke en dom, som i januar blev afsagt mod en politimand fra Aarhus, oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse. Manden, der var it-medarbejder på politigården i Aarhus, blev idømt to års fængsel, hvoraf tre måneder blev gjort ubetinget. Manden blev dømt for systematisk indsamling af krænkende billeder af politifolk og kolleger.

27 senatorer i USA vil stoppe salg af jagerfly til Tyrkiet

En tværpolitisk gruppe af 27 senatorer i Kongressen i USA opfordrer i et brev til Joe Biden præsidenten til at stoppe et salg af F-16-jagerfly til Tyrkiet – hvis ikke Tyrkiet vil godkende Sverige og Finlands ansøgninger om NATO-medlemskab. Det skriver CNN.

Polsk domstol afviser at udlevere 37-årig til Danmark

En domstol i Polen har afvist at udlevere en 37-årig mand til Danmark, hvor han er efterlyst for at have bortført sin datter. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. Den 37-årige er sigtet for at have bortført sin datter fra Gråsten Skole 9. december. Han blev anholdt i Polen 12. december. Manden er fortsat eftersøgt i Danmark, oplyser politiet.

Sex Pistols-sanger stiller op i Eurovision

John Lydon, tidligere sanger i punkgruppen Sex Pistols, stiller op for Irland i Eurovision i Liverpool 13. maj, skriver BBC.

Københavns Politi advarer om bedragerier mod ældre

Københavns Politi advarer om, at man i øjeblikket ser flere sager med ældre, der bliver ringet op af kriminelle. De udgiver sig for at være fra banken og lokker de ældre til at udlevere kreditkort og pinkode til svindleren, der efterfølgende møder op på de ældres bopæle.

Kraftig blæst spærrer Storebæltsbro

Vindfølsomme køretøjer forbydes i øjeblikket at passere Storebætsbroen, mens det frarådes at passere Vejlefjordbroen, oplyser Vejdirektoratet. Det sker på grund af kraftig blæst. Det forventes ophævet klokken 16 for Storebæltsbroen og midt på eftermiddagen for Vejlefjordbroen

60-årig vanvidsbilist i Slagelse også sigtet for spirituskørsel

En 60-årig mand er sigtet for vanvidsbilisme, efter han torsdag aften blev målt til at køre 101 kilometer i timen på et sted i Slagelse, hvor man maksimalt må køre 50 kilometer i timen. Desuden viste en test, at bilisten havde en promille over det tilladte, så han er også sigtet for spirituskørsel. Mandens bil blev beslaglagt, og han har med det samme fået inddraget kørekortet. Det oplyser Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.

Pressemøde med regeringen

Statsministeriet indkalder til pressemøde efter regeringsseminar. Det sker klokken 12.15 og finder sted i forlængelse af et regeringsseminar, der har været afholdt torsdag og fortsætter fredag på KolleKolle i Værløse. På pressemødet deltager statsminister Mette Frederiksen, forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.

Portugisisk hund slår rekord som verdens ældste

Den portugisiske hund Bobi, der bor hos en familie i landsbyen Conqueiros nær Portugals vestkyst, er blevet godkendt af Guinness World Records som verdens ældste hund, skriver BBC. Bobi, der er 30 år og 226 dage, har dermed slået en 84 år gammel rekord.

Australien legaliserer MDMA til medicinsk brug

Australien legaliserer MDMA til behandling af depression og posttraumatisk stress (PTSD), skriver blandt andet NRK. MDMA er også tilladt til medicinsk brug i USA og Canada.

31-årig fængslet for forsøg på røveri i Aarhus

En 31-årig mand er ved et grundlovsforhør blevet fængslet fire uger, sigtet for forsøg på røveri, oplyser Østjyllands Politi. Ifølge sigtelsen forsøgte manden røveri ved at slå en vagt, da han forsøgte at stjæle parfumer fra en forretning i Aarhus.

Kvinde i fængsel for vanvidskørsel i Taastrup

En 38-årig kvinde er blevet idømt 20 dages fængsel for vanvidskørsel, oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi. Kvinden kørte 104 kilometer i timen et sted i Taastrup, hvor man maksimalt må køre 50 kilometer i timen. Den Tesla, hun kørte i, er konfiskeret. Desuden har kvinden fået frakendt førerretten i tre år

Kina arbejder på at få bekræftet oplysninger om spionsatellit

Kina arbejder på at få bekræftet oplysninger om en kinesisk spionsatellit over USA. Det oplyser en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Anklagere efterforsker efter læk af 18.000 konti i stor bank i Schweiz

Statslige anklagere har indledt en kriminel efterforskning rettet mod lovovertrædere efter et læk af 18.000 konti fra den store schweiziske bank Credit Suisse sidste år, skriver nyhedsbureauet Reuters. Blandt kontoejerne var bedragere, forretningsmænd ramt af sanktioner og personer, der har overtrådt menneskerettigheder.

Coloplast nedjusterer forventninger

På trods af "stærk momentum i stomiforretningen" nedjusterer Coloplast forventningerne til omsætningen i regnskabsåret. Nu forventer det danske selskab en rapporteret omsætningsvækst på 9-10 procent mod tidligere 11-12 procent. Det fremgår af Coloplasts regnskab for første kvartal i det skæve regnskabsår 2022/2023, som er blevet offentliggjort fredag morgen.

Kaskelothval skyllede i land på Hawaii – død af affald

En kaskelothval, som skyllede i land på Hawaii, døde sandsynligvis delvis som følge af for store mængder af fiskenet, plastikposer og andet affald i havet, siger Kristi West, chef på University of Hawaiis marinebiologiske enhed, ifølge det svenske nyhedsbureau TT. Der blev fundet så meget affald i hvalens tarmsystem, at rigtig føde ikke kunne passere. 

Dansk Industri: Sænk billetpriser på tog og bus

Sænk billetpriserne, og få flere til at tage bus og tog, lyder det ifølge Jyllands-Posten fra erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI). Prisen for at bruge offentlig transport stiger i øjeblikket. Men det er den forkerte vej at gå, advarer direktør for DI Transport Karsten Lauritzen.

Formel 1-hold skal udvikle ny motor med Ford

Formel 1-holdet Red Bull og Ford slår sig sammen om at udvikle en ny motor til Red Bulls Formel 1-biler, som skal tages i brug fra 2027. Det skriver BBC. Samarbejdet forventes at blive offentliggjort fredag i New York.

Norsk kvinde i fængsel – kørte spirituskørsel flere hundrede kilometer

En 34-årig norsk kvinde er blevet idømt 28 dages fængsel efter at have kørt spirituskørsel med en promille på 2,64, da hun kørte fra Gøteborg i Sverige til Tønsberg i Norge, en tur på over 400 kilometer. Køreturen endte med et uheld, da kvinden kørte af vejen. Ingen kom dog til skade. Det skriver NRK.

Brand i København slukket

En brand i en ejendom på Mejsevænget i det nordvestlige København er nu slukket, oplyser Københavns Beredskab. Der var ild i to kælderrum.

Dansk universitet i spidsen for at ændre fødevaresystem

Københavns Universitet står i spidsen for et nyt omfattende EU-projekt, CLEVERFOOD, oplyser Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet i en pressemeddelelse. Projektet skal mobilisere EU's borgere for at ændre fødevaresystemet, så vi i Danmark når klimamålene. 

1000 migrantbørn endnu ikke genforenet med deres familier

Knap 1000 migrantbørn, som blev skilt fra deres familier under Donald Trumps præsidentembede i USA, mangler stadig at blive genforenet med deres familier. Det oplyser den amerikanske regering ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Brand i ejendom i København

Der er udbrudt brand i kælderen i en ejendom på Mejsevænget i det nordvestlige København. Det oplyser Hovedstadens Beredskab. Der er indsat røgdykkere, som forsøger at ventilere røgen væk fra ejendommen. 

Flere alvorligt kvæstet i busulykke på svensk motorvej

En bus med 22 passagerer er kørt af vejbanen på E22 i Hörby Kommune, skriver Aftonbladet. Fire personer er alvorligt kvæstet, mens syv har mindre skader, oplyser politiet.

Politiet advarer om glat føre i Nordsjælland

Det har i nat sneet over det meste af Nordsjælland, og politiets patruljer melder, at det er meget glat på vejene, oplyser Nordsjællands Politi. Politiet opfordrer til, at man kører i god tid, sænker hastigheden og holder god afstand.

Dreng død – påkørt af godstog i Tyskland

To drenge på ni og ti er blevet alvorligt kvæstet, efter de er blevet påkørt af et godstog i Recklinghausen i Tyskland, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Kort før klokken 9 fredag oplyser nyhedsbureuaet Reuters, at den tiårige dreng er død af sine kvæstelser.

Canada har også set mulig spionballon fra Kina

Canadas forsvarsministerium siger torsdag lokal tid, at det har registreret en "højtflyvende overvågningsluftballon", og at det overvåger en "potentiel anden hændelse". Det skriver nyhedsbureauet Reuters, efter amerikanske myndigheder torsdag meldte om en mulig spionballon fra Kina.

Nye tal: Ikke styr på dyrevelfærd

Knap hver tredje svinebesætning og hver anden kvægbesætning havde ikke styr på dyrevelfærden i 2021. Det viser den seneste dyrevelfærdsrapport fra Fødevarestyrelsen.

Nyt færdselsuheld i det nordlige Jylland

Der er sket et færdselsuheld i Frederikshavn, hvor en cyklist og en bilist har påkørt hinanden. Politi og ambulance er på stedet, men umiddelbart er ingen kommet alvorligt til skade, oplyser Nordjyllands Politi.

Mindst 17 omkommet i busulykke i Pakistan

Mindst 17 er omkommet, efter en bus med passagerer er kollideret med en lastbil i Kohat-distriktet i det nordvestlige Pakistan natten til fredag, skriver blandt andet det norske nyhedsbureau NTB.

Tiltale mod tennisstjerne frafaldet trods tilståelse

Den australske tennisstjerne Nick Kyrgios har erklæret sig skyldig i et overfald på sin ekskæreste i januar 2021. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP. Nick Kyrgios kommer dog ikke til at få en dom for overfaldet. Dommeren har nemlig besluttet at lade tiltalen frafalde.

Tre færdselsuheld i Nordjylland

Nordjyllands Politi har været ude til tre færdselsuheld natten til fredag. Det oplyser Jesper Sørensen, vagtchef ved politikredsen. Han vurderer, at glatføre har spillet en rolle i alle færdselsuheldene – ingen er dog kommet alvorligt til skade i nogen af dem.

Pentagon: Kinesisk spionballon over USA

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, sporer, hvad der mistænkes for at være en kinesisk spionluftballon, der har fløjet over USA. Det siger amerikanske embedsmænd torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.