Seneste nyt om krigen i Ukraine

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Hvad skete der? Tyskland har nu officielt besluttet at sende 14 Leopard 2-kampvogne til Ukraine. Samtidig giver landet grønt lys til, at andre lande kan eksportere kampvognene til det krigshærgede land.

USA vil sende 31 Abrams 1-kampvogne. Rusland svarer igen ved at true med at gøre gengæld.

IOC overvejer at lade russere deltage til OL

Den Internationale Olympiske Komitée kan meget vel bane vejen for, at atleter fra Rusland og Belarus kan deltage ved det kommede OL i Paris i 2024 og vinter-OL i Milan i 2026. Det er et af hovedpunkterne efter et møde i komitéens bestyrelse.

I stedet undersøger man at give atleter fra de to lande lov til at deltage som "neutrale atleter og på ingen måde repræsentere deres stat eller nogen anden organisation i deres land".

Det drejer sig om at "respektere alle atleters rettigheder uden nogen diskrimination".

- Ingen atleter bør forhindres i at konkurrere kun på grund af deres pas, lyder det i en pressemeddelelse.

For at russiske atleter skal få lov at deltage, må man heller ikke aktivt må have støttet krigen i Ukraine.

Komitéen blev derudover enstemmigt enige om at styrke de sanktioner, som IOC allerede har indført. Det gælder blandt andet, at ingen flag, farver eller anden identifikation for de to lande må være ved nogen sportsbegivenhed.

Korrespondent: Antallet af kampvogne er afgørende for Ukraine

Onsdagens mange meldinger om levering af kampvogne kommer som kaldet for Ukraine, forklarer TV 2s korrespondent i Ukraine Claus Borg Reinholdt.

- Lige nu har det ukrainske militær kun kampvogne af ældre dato, der blev produceret i Sovjetunionen. De kræver meget vedligehold, og mange af reservedelene er svære at få fat i og findes i Rusland, hvilket gør det svært for ukrainerne at have en pålidelig kampvogn.

Dermed vil bidragene uden tvivl gøre en forskel på slagmarken, men det springende punkt er, hvor mange kampvogne der samlet bliver sendt til Ukraine.

- For at det virkelig skal bryde de russiske linjer, har den ukrainske præsident sagt, at de har brug for omkring 300 kampvogne. Som det ser ud lige nu, er bidraget ikke oppe på det antal. Men uanset hvad vil kampvognene være en trussel for Ruslands hær. Og det lægger russerne heller ikke skjul på, siger Claus Borg Reinholdt.

Republikanere støtter Bidens beslutning om kampvogne

Dagens udmelding fra USA's præsident, Joe Biden, om at sende 31 Abrams-kampvogne til Ukraine, har bred opbakning både i det demokratiske bagland, men også i det republikanske parti.

Det forklarer TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

- Der er en lille fraktion af republikanere i Kongressen og blandt vælgerne, som synes, at nu må det være nok, og nu må europæerne løfte en tungere del af ansvaret. Men langt de fleste republikanere mener faktisk, at Biden-administrationen burde gøre langt mere og sende langt mere, siger han.

Den republikanske senator Lindsey Graham sender da også en sjælden ros til præsidenten og demokraterne og kalder beslutningen en big friggin' deal.

- Vores demokratiske kollegaer har ærlig talt været fremragende omkring Ukraine, og det sætter jeg pris på, siger han til CNN.

Fem verdensledere enige om fortsat militærstøtte til Ukraine

USA's præsident, Joe Biden, har onsdag talt med fire europæiske ledere om at fortsætte den militære støtte til Ukraine.

Det drejer sig om Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, Tysklands kansler, Olaf Scholz, og Italiens premierminister, Giorgia Meloni. Det skriver CNN.

- Samtalen fokuserede på sikkerhedssituationen i Ukraine og fortsat støtte i kampen mod russisk aggression. Alle fem ledere var enige om at fortsætte den militære støtte til Ukraine i tæt euro-atlantisk koordinering, lyder det i en udmelding, som CNN har set.

Zelenskyj: - Kampvogne er et vigtigt skridt mod sejren

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, takker på Twitter sin amerikanske modpart, Joe Biden, og det amerikanske folk for den kommende leverance af 31 Abrams-kampvogne.

- Det er et vigtigt skridt på vejen til sejr. I dag er den frie verden forenet som aldrig før i et fælles mål – befrielsen af Ukraine, skriver han.

Norge sender kampvogne til Ukraine

Norge tilslutter sig den række af lande, der vil sende kampvogne til Ukraine. Det siger den norske forsvarsminister, Bjørn Arild Gram, til NRK.

Han nævner ikke et konkret antal, men siger, at det drejer sig om tyskproducerede Leopard 2 A 4-kampvogne.

Han kommer heller ikke ind på, hvornår kampvognene kan blive sendt afsted. Det sker i tæt koordination med det norske forsvar og landets allierede, lyder det. Dertil skal ukrainske soldater først trænes i at bruge udstyret.

Det sagde Joe Biden

Joe Bidens tale er nu ovre. Her er de vigtigste punkter fra talen:

  • USA sender 31 Abrams-kampvogne til Ukraine.
  • USA vil træne ukrainske soldater i at bruge de "komplekse" kampvogne snarest muligt.
  • Europa er "fuldt forenet" omkring Ukraine, sagde Joe Biden.
  • Biden understregede, at dette ikke skal ses som en trussel mod Rusland.
  • Joe Biden gav sig til at opremse samtlige lande, der sender militær støtte til Ukraine, og takkede i den sammenhæng Danmark for landets bidrag.

"Tyskland tvang mig ikke til noget"

Vladimir Putin tog fejl, siger Joe Biden om krigen i Ukraine og sammenholdet mellem de vestlige allierede.

- De her kampvogne er endnu et eksempel på vores støtte til Ukraine, siger Joe Biden.

En journalist spørger, om Tyskland "tvang" Joe Biden til at træffe beslutningen om at sende kampvogne afsted.

Til det svarer Joe Biden med et grin, at "Tyskland ikke tvang mig til noget som helst".

- Vi ville være sikre på, at vi alle er sammen om det her.

Takker Danmark for støtte til Ukraine

Det kommer til at tage tid at forberede og sende kampvognene til Ukraine. Det er komplekse våbensystemer, som kræver træning af ukrainske soldater, siger Joe Biden.

Han hylder samtidig dagens beslutning fra Tyskland om at sende Leopard-kampvogne til Ukraine.

- Tyskland har virkelig "steppet op", siger Joe Biden.

Dertil nævner han den lange række af allierede lande, der sender militærudstyr til Ukraine. Her nævner han også Danmark.

USA sender kampvogne til Ukraine

USA sender 31 Abrams-kampvogne til Ukraine, fortæller Joe Biden. 

Nu holder Joe Biden tale

USA's præsident, Joe Biden, holder nu tale om støtte til Ukraine. Her forklarer han, at han tidligere onsdag talte med blandt andre Storbritanniens og Italiens premierminister.

Ukraines forsvarsminister: Der er mere godt nyt på vej

Ukraines forsvarsminister, Oleksii Reznikov, har talt med sin amerikanske modpart, Lloyd Austin, og siger, at der er "flere gode nyheder på vej snart". Det skriver han på Twitter. De to har blandt andet talt om levering af kampvogne. Udmeldingen kommer forud for en tale fra USA's præsident, Joe Biden, klokken 18.

Biden holder tale om støtte til Ukraine – kampvogne kan være på vej

USA's præsident, Joe Biden, holder tale klokken 18 dansk tid om støtte til Ukraine. To embedsmænd har til CNN fortalt, at USA er ved at færdiggøre planer om at sende omkring 30 M1 Abrams-kampvogne afsted.

Amerikanske embedsmænd har gentagne gange varslet, at kampvognene kan være for komplekse og svære at vedligeholde.

Wagner-kommandør løsladt i Norge

En tidligere kommandør for Wagner-gruppen, Andrei Medvedev, der flygtede fra Rusland til Norge 13. januar, er blev løsladt af norsk politi. Det skriver Reuters. Han blev anholdt mandag grundet "uenigheder" om tiltag for sin egen sikkerhed. Han er nu beordret til at opholde sig et hemmeligt sted af sikkerhedsmæssige årsager.

Andrei Medvedev har sagt, at han frygter for sit liv efter at have været vidne til, hvad han sagde var drab og mishandling af russiske fanger, der blev bragt til frontlinjen i Ukraine for at kæmpe for Wagner-gruppen. 

Scholz beskyldes for at sætte principper over styr – én ting vil han aldrig gøre

Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, er blevet anklaget for at "kaste de tyske fredsprincipper over bord" efter at have givet grønt lys til at sende Leopard 2-kampvogne til Ukraine. 

Førhen har det nemlig ikke været praksis at støtte med våben. Det er første gang, tyske kampvogne vil have kæmpet på en europæisk slagmark siden Anden Verdenskrig.

Men én ting vil Scholz aldrig bidrage med, slår han fast til en spørgetime i det tyske parlament, skriver Sky News. 

- Vi vil ikke sende landtropper. Der vil ikke være nogen direkte deltagelse af NATO-tropper i denne krig. Det har ikke været tilfældet hidtil, det vil ikke være tilfældet i fremtiden, siger han.

Tyskland vil heller ikke levere kampfly til Ukraine, tilføjer han. 

Zelenskyj er "meget taknemmelig"

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, glæder sig over Tysklands beslutning om at forsyne landet med Leopard 2-kampvogne. 

Han er "oprigtigt taknemmelig" over for Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, skriver han på Twitter. 

Ukraine: "Alle lande" opfordres til at bidrage med Leopard-kampvogne

Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, opfordrer nu alle lande, der har Leopard 2-kampvogne, til at blive en del af koalitionen og "levere så mange som muligt". 

Det skriver han på Twitter. 

Danmark råder over 44 Leopard-kampvogne. 14 af dem er lige nu indsat i Estland. Derfor er der ifølge Ellemann-Jensen ikke planer om at sende danske kampvogne til Ukraine.

Leopard-kampvogne kan være klar om tre måneder

Leopard 2-kampvogne kan være operationelle i Ukraine om cirka tre måneder. Det siger Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, onsdag.

Han beskriver beslutningen om at sende kampvogne til Ukraine som "historisk", og at træning vil blive udført først, og derefter vil kampvognene blive sendt til Kyiv, skriver The Guardian. 

Tyskland "var nødt til at bryde en regel" for at hjælpe Ukraine, siger Scholz

Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, er ankommet til parlamentet med den officielle bekræftigelse på, at landet stiller 14 Leopard 2-kampvogne til Ukraine og giver allierede tilladelse til at gøre det samme. 

- I Tyskland måtte vi bryde en regel, og nu leverer vi flest våben sammen med Storbritannien. Hvis vi opsummerer, hvad vi har besluttet at levere indtil videre, så kan vi sige, at Tyskland altid vil være en banebrydende støtte til Ukraine.

Kansleren henviser til, at det førhen ikke har været praksis at støtte med våben. Det er første gang, tyske kampvogne vil have kæmpet på en europæisk slagmark siden Anden Verdenskrig.

- Én ting skal stå klart; vi vil gøre, hvad der er nødvendigt, og hvad der er muligt for at støtte Ukraine, men samtidig vil vi sikre os, at der ikke sker en eskalering af krigen mellem Rusland og NATO, siger Scholz. 

Rusland siger, at Tyskland afviser "historisk ansvar" og eskalerer konflikten

Tysklands beslutning om at godkende levering af Leopard 2-kampvogne til Ukraine er "ekstremt farlig" og tager konflikten til "et nyt niveau". 

Det siger en talsmand for den russiske ambassade i Berlin ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Denne ekstremt farlige beslutning tager konflikten til et nyt niveau af konfrontation og modsiger tyske politikeres udtalelser om Forbundsrepublikken Tysklands manglende vilje til at blive trukket ind i den, siger ambassadør Sergei Nechayev i en erklæring. 

Han tilføjer, at Tyskland opgiver sit "historiske ansvar over for Rusland" som følge af nazistiske forbrydelser i Anden Verdenskrig.