SSI: Så mange er døde med Omikron-varianten
Mandagens rapport om Omikron-varianten fra Statens Serum Institut opgør for første gang antallet af Omikron-relaterede dødsfald.
Tallene dækker over perioden 21. november til 28 december, og indeholder kun data på prøver med en kendt variant.
Her kan man læse, at der ud af de knap 56.000 kendte smittetilfælde med varianten har været registreret 18 dødsfald inden for 30 dage efter, at smitten blev registreret.
Mandag lød meldingen fra Statens Serum Institut (SSI), at der er halvt så stor risiko for indlæggelse ved smitte med Omikron-varianten som ved Delta-varianten.
Flere eksperter pegede dog samtidig på, at Omikron indtil videre hovedsageligt har spredt sig blandt unge, og at vi derfor mangler data for, hvor syge ældre mennesker bliver, hvis de bliver smittet med varianten.