Pressemøde om historisk aftale om dansk sikkerhedspolitik – følg med her

Hvad skete der?

Statsminister Mette Frederiksen holdt søndag aften pressemøde om en ny aftale i dansk sikkerhedspolitik.

På pressemødet lærte vi følgende:

  • 1. juni skal danskere stemme om at afskaffe forsvarsforbehold.
  • Forsvaret skal styrkes med 7 milliarder kroner ekstra i 2022 og 2023.
  • Danmark skal øge forsvarsbudgettet til at ende på to procent af BNP i 2033.  
  • Danmark skal være uafhængig af gas fra Rusland hurtigst muligt.
  • Finanspolitiken bliver lempet ved at tillade underskud på statsfinanserne. 

Det er et bredt politisk flertal mellem regeringen, Venstre, SF, Radikale Venstre og De Konservative blevet enige om.

Enhedslisten frygter, at oprustning fører til våbenkapløb og atomkrig

Enhedslisten er ikke med i den nye aftale om dansk sikkerhedspolitik. De går nemlig ind for at bevare forsvarsforbeholdet. 

- EU's forsvarspolitik er på ingen måde på plads. Vi hører lande ønske en regulær EU-hær, og vi risikerer på den måde at melde os ind i en klub, hvor vi for det første ikke kender reglerne, og for det andet skal med en EU-hær føre krige i Afrika. Det mener vi simpelthen ikke er vejen frem i Enhedslisten, siger Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen.

Hun mener i stedet, at Danmark skal fortsætte med at samarbejde med EU på forsvarsområdet, og at partierne i aftalen skal stoppe op og "skal trække vejret". 

- Jeg bekymrer mig over, at man på lidt over en uge har valgt at tage nogle skridt, som kommer til at føre til meget øget oprustning i en situation, hvor vi i EU-landene har et langt større budget end Ruslands, siger Villadsen og fortsætter:

- Derfor er jeg meget bekymret for, om vi ender ud i et våbenkapløb, en stormagtsrivalisering, som fører atomkrig eller meget voldsom krig med sig, og det er det, vi skal undgå.

Det lærte vi under pressemødet

På pressemødet lærte vi følgende:

  • 1. juni skal danskere stemme om at afskaffe forsvarsforbehold.
  • Partierne er også blevet enige om at afsætte i alt 7 milliarder kroner ekstra til Forsvaret i 2022 og 2023.
  • Danmark skal hvert år fra 2024 til at bruge flere penge på forsvarsudgifter, indtil udgifterne i 2033 når to procent af bruttonationalproduktet (BNP) i Danmark. Det betyder cirka 18 milliarder kroner mere hvert år til Forsvaret, når det hele er fuldt indfaset. 
  • Danmark skal være uafhængig af gas fra Rusland hurtigst muligt. Mette Frederiksen giver ikke en præcis tidsramme, men Pia Olsen Dyhr (SF) siger, at det kan tage tid.  
  • Finanspolitiken bliver lempet ved at tillade underskud på statsfinanserne. 

Partier misbruger den ulykkelige situation, der er i Ukraine, mener Messerschmidt

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, mener ikke, at det er på tide at afskaffe Danmarks forsvarsforbehold: 

- Det er utidigt, at man misbruger den ulykkelige situation, der er i Ukraine til at få mere EU, siger han til TV 2 efter pressemødet i statsministeriet. 

- Nu siger den danske regering så, at de gerne vil med i et eller andet udefineret EU-forsvarsprojekt, som vi reelt ikke ved, hvad handler om. Vi kan se, at EU har masser af engagementer ikke i Ukraine eller Østeuropa, men i Mali og Kap Horn og alle mulige steder i Afrika og Asien. Er det der, man forestiller sig at danske soldater fremadrettet skal i krig med 12 stjerner på skulderen? Nej tak herfra, fortsætter han. 

Messerschmidt mener ikke, at Bruxelles' handlinger de næste måneder og år kommer til at løse konflikten i Ukraine. 

- Det eneste, der kan løse krisen, er NATO's modsvar. Det er ikke EU, siger han. 

    Pressemødet er slut

    Statsminister Mette Frederiksen slutter pressemødet. 

    - Vi vil Danmark

    Der bliver spurgt til, om aftalepartierne udnytter folkestemningen til at få afskaffet forsvarsforbeholdet.

    - Det har altid været en radikal holdning, at vi skal af med det forbehold. Men nu er sikkerhedssituationen altså en anden i Europa, og det er utroligt vigtigt, at vi står sammen om det. Det går rigtigt stærkt nu. Det skal vi være med til at tage ansvar for, siger politisk leder af radikale venstre Sofie Carsten Nielsen. 

    - Vi vælger nu, endeligt, fra dansk side, med hånden på kogepladen, at vi vil Danmark, siger statsministeren. 

    Mette Frederiksen vil ikke have flyveforbud over Ukraine

    - Vi mener ikke, det er det rigtige at gøre, svarer Mette Frederiksen på et spørgsmål om, hvorvidt Danmark støtter Ukraines ønske om et flyveforbud over landet.

    - Det har vi også været meget klare om i EU, siger hun.

    Den ukrainske præsident har ellers de seneste dage bønfaldet NATO og EU om at hjælpe ukrainerne med at holde Ukraines luftrum frit for russiske fly.

    Mette Frederiksen afviser atomvåben på dansk grund

    Der bliver nu spurgt til, om Mette Frederiksen holder fast i, at der ikke må opstilles kernevåben på dansk grund. 

    - Der er vores holdning den samme, siger Mette Frederiksen.

    Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann Jensen (V) vil imidlertid ikke afvise det. 

    - Vi må se på en sådan anmodning, hvis den kommer, siger Pape.

    - Jeg vil hellere se amerikanske end russiske kernevåben i Danmark, siger Ellemann-Jensen.

    Kompromiset kommer nu på grund af angrebet på Ukraine

    En journalist vil vide, hvorfor kompromiset om dansk sikkerhedspolitik sker nu: 

    - Det er nu, alle i den vestlige verden, skal gøre deres stilling op, siger Mette Frederiksen og tilføjer: 

    - Ukraine er forskellen. Et frit, demokratisk land er under angreb fra Rusland. Det er nu man skal beslutte, hvem man vil være, og med hvem vil man være det. 

    Mette Frederiksen slår fast, at det er Ruslands invasion af Ukraine, der har gjort, at de fem partier nu anbefaler afskaffelse af forsvarsforbeholdet og en forøgelse af forsvarsbudgettet til to procent af BNP. 

    Danmark kommer ikke til at gældsætte sig mere

    Hvad er det for nogle svære politiske prioriteringer en hævelse af forsvarsbudgettet kommer til at betyde, spørger en journalist.  

    - Med en ændring i budgetloven får vi ikke et markant større økonomisk råderum. Vi har behov for et øget råderum for at imødekomme de demografiske udfordringer, vi står over for. Og der er behov for at øge budgettet til Forsvaret, svarer statsministeren. 

    Pia Olsen Dyhr (SF) siger, at selvom vi gældsætter os i højere grad i de kommende år, så kan det ende med, at vi reelt set ikke har stiftet mere gæld, fordi det går så godt i dansk økonomi.

    - Danmark kommer ikke til at gældsætte sig mere, pointerer Pia Olsen Dyhr, formand i SF. 

    Det tager tid at blive uafhængig af russisk gas

    - Vi kan ikke gøre det på en uge eller to. Det kræver nogle investeringer. Det tager tid, siger Pia Olsen Dyhr, formand i SF. 

    Hurtigst muligt uafhængige af russisk gas

    - Vi skal så hurtigt som overhovedet muligt være uafhængige af russisk gas. Det vil vi også arbejde for sker i resten af Europa, siger statsminister Mette Frederiksen. 

    Historisk dag

    - For mig vil 6. marts 2022 vil for altid stå som en historisk dag. Vi går fra at bede andre lande beskytte os til, at vi selv beskytter os selv. Jeg er stolt af dansk politik i dag, selvom det er svært. Alle er gået på kompromis i dag, siger Søren Pape, formand for De Konservative. 

    Han siger, at det har været vigtigt for partiet, at aftalen ikke medfører skattestigning. Han accepterer, at investeringerne også medfører underskud på det offentlige budget.

    Forsvarer danskerne på tværs af rød og blå blok

    - På tværs af rød og blå blok er vi kommet frem til epokegørende løsninger og at vi på tværs af rød og blå blok kan stå sammen om at forsvare Danmark, siger De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen.

    Vi skal samarbejde med vores allierede, siger Olsen Dyhr

    Pia Olsen Dyhr, formand for SF, tager ordet: 

    - Ingen kan være i tvivl om den alvor, som er baggrunden for, at vi står her nu, siger hun. 

    - Vi skal bruge vores kræfter forsvarsmæssigt, der hvor det giver allermest mening. Intet kan undskylde Putins trusler om vores demokrati, frihed og fred, siger hun og tilføjer, at "vi skal værne mod vores demokrati og frihed sammen med vores allierede". 

    Fremover skal Danmark blandt andet styrke cyberforsvaret og øge tilstedeværelsen omkring Grønland, oplyser Olsen Dyhr. 

    Et lyspunkt i en mørk tid

    - Det her er stort, og det her er et lille lyspunkt i en meget mørk tid, siger Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen under pressemødet. 

    Glad for bred opbakning

    - Der er få nedslag i vores alles historie, som har en fælles betydning for os alle. Vi står i et af dem nu. Og derfor er jeg glad for en bred opbakning, siger Mette Frederiksen.

    Danmark øger forsvarsbudgettet

    Danmark skal øge forsvarsbudgettet markant til to procent af BNP i 2033.

    - Det vil koste penge, når vi skal gøres os uafhængig af russisk gas. Vi ændrer derfor grænsen i budgetloven, så vi sigter efter et moderat underskud, siger Mette Frederiksen. 

    Hun tilføjer, at "Danmark skal stadig være Danmark. Et stærkt velfærdssamfund og en global, grøn frontløber". 

    Danmark skal til folkeafstemning

    Mette Frederiksen siger på pressemødet, at danskerne 1. juni skal til folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. Det som danskerne stemte nej til i 1992. 

    Slut med gas fra Rusland

    Mette Frederiksen siger videre, at Danmark - lige som resten af Europa - skal gøre sig fri af afhængighed af gas fra Rusland.

    Putin har varslet en ny tid

    - Putin har varslet en ny tid, en ny virkelighed. Ukraines kamp er ikke bare Ukraines. Vi står sammen i Europa, siger statsminister Mette Frederiksen. 

    - Historiske tider kalder på historiske beslutninger. Vi har truffet en stor besutning om Danmarks sikkerhed og vores fælles fremtid.

    - Vi har indgået et nationalt kompromis om dansk sikkerhed. For det første vil vi styrke det danske forsvar markant, både på den korte bane og den lange bane.

    - Vi har i fællesskab besluttet at afsætte syv milliarder kroner over de næste to år til styrkelse af dansk forsvar, diplomati, den humanitære indsats og de afledte konsekvenser, det også kan have for det danske samfund, siger hun.

    Pressemødet starter om lidt

    Pressemødet fra Spejlsalen i statsministeriet er sat til at begynde om få minutter, og vi kommer til at følge det tæt her i livebloggen.