Dagens nyheder 9. januar 2021

Denne blog opdateres ikke længere.

Ægtefælle idømt livsvarigt fængsel for drab på hustru og barn

Den syriske flygtning Huda Ali Ahmeds mand, Hussein Abbas, er ved en kurdisk domstol blevet dømt til livsvarigt fængsel for at have dræbt Huda og deres fælles søn i en skov i det nordlige Syrien. Det skriver Kristeligt Dagblad.  Den frisørstuderende Huda Ali Ahmad og hendes otteårige søn boede i en lejlighed i Langeskov på Fyn. Hussein Abbas har fået penge af den danske stat for at rejse hjem til Syrien.

Næsten 5000 med i Lars Løkke Rasmussens politiske netværk

Over 4800 har meldt sig ind i Lars Løkkes politiske netværk. Det skriver Løkke i et opslag på Twitter fredag aften.

Spansk politi beslaglægger 827.000 ecstasy-tabletter

Spansk politi oplyser fredag, at det har foretaget den hidtil største beslaglæggelse i landet af syntestisk narkotika - blandt andet 827.000 ecstasy-tabletter, hvilket er et rekordhøjt antal. Det skriver AFP ifølge Ritzau.

Medlemmer af sangbogsudvalg får trusler efter revision af Højskolesangbogen

Nogle af medlemmerne af det sangbogsudvalg, der har været med til at revidere seneste udgave af Højskolesangbogen, har modtaget trusler og stærkt krænkende henvendelser. Det skriver Information. I den reviderede version af Højskolesangbogen har sangbogsudvalget blandt andet fravalgt Shu-bi-duas sang ”Danmark” og tilvalgt Isam B.’s sang ”Ramadan i København”

Løkkes politiske netværk møder stor interesse

Lars Løkke Rasmussen har fået henvendelser fra flere end 3000 personer, efter han fredag annoncerede sit nye politiske netværk. Helt præcist har 3185 personer svaret på 25 spørgsmål først på aftenen fredag. For at melde sig ind i netværket skal man besvare de 25 spørgsmål, hvilket samtlige af de 3185 personer har gjort.

Nordjyllands Politi efterlyser røver

Nordjyllands Politi efterlyser på Twitter en røver, der kort efter klokken 19 truede sig til et ukendt antal skrabelodder mod en kiosk på Boulevarden 33 i Aalborg. 

27-årig bilist tiltalt for uagtsomt manddrab

En 27-årig bilist er blevet tiltalt for uagtsomt manddrab, efter han i oktober sidste år med for høj fart kørte over for rødt og ramte en 23-årig kvinde. Det skriver Århus Stiftstidende. Kvinden døde på stedet. 

Deutsche Bank idømt million-stor bøde i bestikkelsessag

Deutsche Bank har accepteret at betale en bøde på mere end 100 millioner dollar (mere end 600 millioner kroner) for at undgå at blive retsforfulgt for bestikkelse. Det skriver nyhedsbureauet AP. 

Pelosi vil forhindre Trump i at beordre atomangreb

Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, har fredag talt med lederen af det amerikanske forsvar om at forhindre Trump i at foretage militære handlinger eller angreb med atomvåben.

Trump vil ikke deltage i Bidens indsættelse

Præsident Donald Trump siger, at han ikke vil deltage i indsættelsen af Joe Biden i præsidentembedet. Det skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Ritzau.

Sundhedsstyrelsen forventer, at alle danskere er vaccineret i slutningen af juni

Sundhedsstyrelsen forventer, at alle danskere er vaccineret med andet stik senest 27. juni. Det fremgår ifølge Ritzau af en vaccinationskalender på styrelsens hjemmeside.

Hovedmand bag terrorangreb på Bali løsladt

Den radikale islamistisk præst, den 82-årige Abu Bakar Bashir, er fredag blevet sat på fri fod efter at have afsonet ti års fængsel for sin rolle i 2002-terrorangrebet på Bali. Det skriver Reuters. 202 mennesker mistede livet. Heriblandt tre danskere. 

Lakridsrodspulver kaldes tilbage – indeholder for meget svampegift

Midsona Danmark A/S tilbagekalder Urtekram Lakridsrod, da der er blevet konstateret et for højt indhold af svampegiften Ochratoxin A i produktet. Det oplyser Fødevarestyrelsen. Indholdet af svampegiften kan udgøre en sundhedsmæssig risiko.

Politiken-journalist vinder årets Cavling-pris

Anders Legarth Schmidt, journalist på Politiken, har vundet Cavlingprisen for artikelserien 'Forbandet ungdom' fra børne- og ungdomspsykiatrien. Cavling-prisen er Danmarks fineste journalistpris.

16-årig dreng varetægtsfængslet for bedrageri mod enker

En 16-årig dreng er blevet varetægtsfængslet i surrogat frem til 21. januar i en sag om bedrageri for 1,5 millioner kroner. Det skriver Københavns Politi på Twitter.

49-årig tyrkisk mand udvist for voldtægt

En 49-årig tyrkisk mand, der kom til Danmark som syvårig, er i Østre Landsret blevet idømt udvisning med indrejseforbud i 12 år. Det oplyser Statsadvokaten i København på Twitter. Den 49-årige er blevet dømt for voldtægt, og han desuden tidligere domme for blandt andet personfarlig kriminalitet

Ni personer skudt og dræbt i Mexico

Uidentificerede persoer har skudt og dræbt ni personer i den mexicanske by, Celaya. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Mexico har gennem de senere år været plaget af vold fra narkokarteller. 

Politiet opfordrer borgere til at fjerne is og sne fra køretøjer

Politiet sender opfordring – særligt til lastbilchauffører – om at fjerne is og sne fra deres køretøjer inden kørsel. Det sker, efter at en patruljevogn fra Midt- og Vestsjællands Politi nær var blevet ramt af en isblok, der faldt ned fra taget på en lastbil under kørsel. Det var til "væsentlig fare for færdselssikkerheden", skriver politiet i en pressemeddelelse.

Tidligere svensk fodbolddommer dømt for bedrageri

En tidligere svensk fodbolddommer er idømt fængsel i fire et halvt år for bedrageri, skriver nyhedsbureauet TT. Dommeren har kontaktet virksomheder for at hjælpe dem med at opsige telefonabonnementer, som de skulle have tegnet ved en fejl som en del af et svindelnummer. Dommeren skal betale 4,8 millioner kroner i erstatning. Ifølge Aftonbladet har dommeren blandt andet dømt Champions League-kampe og landskampe.

Skibsreder i retten for at holde afrikanske fiskere under slavelignende forhold i Thyborøn

En vestjysk skibsreder står til mindst tre et halvt års fængsel og en bøde på seks millioner kroner for at have beskæftiget to afrikanske fiskere under slaverilignende forhold på skibe i havnen i Thyborøn. Det er kravet fra specialanklager Ulrik Panduro, der fredag i Retten i Holstebro kommer med sine sidste bemærkninger i den usædvanlige straffesag.