Tour de France

20. etape: Nu skal Touren afgøres

Lacapelle-MarivalRocamadour

Etape 20 • 40 km
23. jul 2022
Resultatoverblik
RankLandRytterHoldTid
1BELWout van AertJumbo - Visma47:59
2DENJonas VingegaardJumbo - Visma+19
3SLOTadej PogacarUAE Team Emirates+27
4GBRGeraint ThomasINEOS Grenadiers+32
5ITAFilippo GannaINEOS Grenadiers+42
Se hele etaperesultatet
Checkpoint overblik
KategoriCheckpointRytterFlere detaljer
timeTrialAynac (10 km)Jonas Vingegaard (12:01)
timeTrialGramat (22 km)Jonas Vingegaard (24:41)
timeTrialCouzou (32 km)Jonas Vingegaard (36:44)

Tak for i dag

Vi lukker livebloggen ned, men vi skrives selvfølgelig ved i morgen!

Ha' en god lørdag aften.

Vingegaards chef svarer kritikere igen

Jumbo-Visma er under dette års Tour de France blevet kritiseret for at spille på for mange heste. Flere gange har de skullet forholde sig til, om det har været problematisk, at de både har jagtet den grønne pointtrøje og den gule førertrøje. Nu tager de til Paris, og det er med begge trøjer i holdbussen, da Wout van Aert tager sejren i pointkonkurrencen, og Jonas Vingegaard bliver kåret som løbets samlede vinder. 

Det er Jumbo-Vismas holdejer, Richard Plugge, svært tilfreds med. 

- Det er det, vi har arbejdet meget hårdt for i lang tid. Vi har gennemgået alle scenarier og trænet hårdt. Vi har ofret os og arbejdet på dette siden december. 

- Alle eksperter sagde, at gul og grøn ikke kunne kombineres. "Wout skal ofre sig meget mere for Jonas", sagde de, og det har han gjort. Han har den grønne nu og har vundet tre etaper, og det kan ændre sig i morgen, siger Plugge ifølge Sporza

Van Aert bliver vred over dopingspørgsmål

Vingegaard blev spurgt, om vi kan stole på jeres præstationer. Han sagde, at I var helt rene. Nu spørger jeg dig om det samme. 

- Det spørgsmål gider jeg ikke engang svare på. Det er sådan et lortespørgsmål. Det kommer hele tiden tilbage, når nogen har vundet Touren. Du kan tage bare tage hans mikrofon igen, fortæller van Aert til den ansvarlige på pressemødet.

Men det sluttede ikke her, for intervieweren var ikke tilfreds med sit svar, og så måtte van Aert uddybe:

- Skal vi nu forsvare os selv, fordi vi præsterer så godt? Jeg forstår det ikke. Vi arbejder superhårdt for det her, og sporten har ændret sig. Jeg bryder mig ikke om, at vi skal blive ved med at svare på de her spørgsmål. Vi skal igennem dopingkontroller hele tiden i løbet af året, og ikke kun i Touren, for de kommer også hjem til os i privaten.

- Hvis du ser på, hvordan vores hold har udviklet sig de seneste år, er det ikke fordi, vi er kommet ud af ingenting, slutter van Aert. 

Se det bedste fra den vilde enkeltstart her

Van Aert ved, at han er speciel

Du har vundet tre etaper både sidste år og i år, hvad er det næste?

- Det bliver sværere og sværere at gøre kunsten efter. Jeg er nok den første til at indse, at det ikke er normalt, og at det er meget specielt at opnå de her ting flere gange i træk i Tour de France. Så før jeg tror det, vil der være en Tour, hvor jeg ikke vinder en etape, men så går livet videre. 

Van Aert mener, at Vingegaard gav ham sejren

Tror du, at Vingegaard var ved at vinde etapen, men i stedet gav sejren til dig?

- Ja, det tror jeg. I hvertfald i forhold til, hvis man så hans præstation indtil de sidste par hundrede meter, for der fløj han afsted. Det viser, hvor stor en mester han er – det han gjorde på de sidste meter for at give mig sejren. Det er kirsebærret på toppen af kagen og viser vores holdånd.

Nu skal van Aert interviewes

Vingegaard har nu rejst sig og i stedet er det van Aert, der tager plads. Nu er det belgieren, der skal svare på spørgsmål. 

Vingegaard vil ikke tænke for langt frem

Hvad vil du have, at dit eftermæle skal være? Godt nok er du kun 25 år, men vil du vinde Touren fem gange, eller hvad er målet? 

- Først og fremmest vil jeg bare gerne fejre den her. Jeg er selvfølgelig rigtig glad for den. Selvfølgelig vil jeg også gerne tilbage for at vinde en mere, men det er ikke sådan, at jeg for eksempel har et mål om at skulle vinde Touren fem gange. Jeg vil bare gerne tilbage og prøve at vinde løbet igen.

Vingegaard er blevet voksen

Hvordan har du udviklet dig på holdet? I starten var du meget nervøs under løb.

- Jeg tror meget mere på mig selv nu i forhold til dengang. Og så er jeg også blevet mere moden og voksen. Jeg tror virkelig, at det har hjulpet mig. Jeg er på en måde blevet voksen. 

På én etape følte Vingegaard sig presset

Havde du nogle øjeblikke, hvor du var under pres?

- Hehe, på brostensetapen, ja. Da jeg tabte kæden og panikkede en smule og skiftede cykel fire-fem gange. Jeg tror, det er det eneste øjeblik, hvor det ikke er gået perfekt. Alt andet er faktisk gået rigtig godt, fortæller Vingegaard. 

Vingegaard svarer på spørgsmål om doping

Efter at I har været så overlegne som hold, hvorfor skulle vi så tro på jer?

- Vi kører helt lovligt - hver en af os. Det kan jeg sige til jer alle. Der er ingen af os, der tager noget ulovligt. Jeg tror, at vi er så gode, fordi vi forbereder os så godt. Vi tager højdetræningslejre til det næste niveau. Vi forsøger at optimere alting: både materialer, kost og træning. Det er derfor, I skal stole på os, fortæller Vingegaard. 

Spørgsmål

Anni:

Kan man se pressemøderne et sted?

Svar:

Hej Anni

Ja, man kan se hele pressemødet direkte på TV 2 PLAY. :-)

/ Oliver, TV 2 SPORT

Vingegaards tur til at blive interviewet

Nu er det Jonas Vingegaard, der er i den varme stol, og han indleder med at fortælle, hvordan han havde det, da han på dagens enkeltstart var tæt på at styrte. 

- Jeg havde det næsten som om, at jeg fik et hjertestop, indleder danskeren. Jeg synes egentlig ikke, at jeg satsede meget, men jeg tror bare, jeg lavede en fejl, da jeg gik ind i svinget. Vejen var også lidt ujævn i svinget, og jeg kunne ikke nå at rette op på min fejl. Men i sidste ende reddede jeg den, heldigvis. Det er jeg meget glad for.

Pogacar forklarer afgørende fejl

Tadej Pogacar tabte rigtig meget tid til Jonas Vingegaard på 11. etape, der var en stor bjergetape. Nu forklarer sloveneren også, at han begik en stor fejl på netop den etape. 

- Jeg lavede en fejl på Col du Granon-etapen, hvor jeg var for motiveret til at følge alle angreb. Jeg betalte en stor pris i sidste ende. Det er én af mine fejl, men der er helt sikkert flere. Det skal jeg have analyseret her efter Toruen. Vi havde også mange uheld undervejs med corona. Både før og under løbet. Så der har været mange faktorer, og vi kan fortsætte hele dagen, siger Pogacar på pressemødet. 

Internationalt pressemøde nu

Netop nu finder et internationalt pressemøde sted. Geriant Thomas er lige blevet interviewet, og nu sidder Pogacar i den varme stol. Efterfølgende er det Vingegaards tur. Vi skal nok opdatere derfra.

Vingegaards sportsdirektør sender rørende hilsen til Danmark

Jumbo-Vismas sportsdirektør, Merijn Zeeman, kan glæde sig over, at holdet for første gang har vundet Tour de France. For kort tid siden blev sportsdirektøren interviewet af TV 2 SPORT, og her indledte han med en uopfordret besked til Danmark. 

- Først vil jeg sige tillykke til Danmark – I har en Tour-vinder. Det er noget at være stolt af. Der bor seks millioner mennesker i verden, og så har I den bedste. Tillykke til jer, siger Merijn Zeeman, der uddybende fortæller, at det betyder meget for hele holdet endeligt at vinde Tour de France. 

Pogacar glæder sig til flere dueller mod Vingegaard

Tadej Pogacar har været forrygende underholdning, og den stærke slovener har været Vingegaards største trussel undervejs. Pogacar selv har også nydt kampen mod Vingegaard, men han glæder sig også til Paris nu.

Hvordan har du det lige nu?

- Det ved jeg ikke. Jeg er glad for, at det bare er Paris i morgen. Jeg er glad for, at det er slut.

Hvordan har kampen mod Jonas været?

- Det har været tre gode uger med op- og nedture og uheld på holdet. Duellen mellem mig og Vingegaard har været noget særligt, og det bliver nogle interessante år, vi går i møde. 

Har han imponeret dig i år?

- Ja, bestemt. Han har taget et skridt op i forhold til sidste år. Han tog lederrollen fra starten, og han beviste, at han er en stærk rytter.

Van Aert hylder Vingegaard

Dagens etapevinder, Wout van Aert, kunne ikke holde tårerne tilbage, da han efter etapen skulle sætte ord på det hele. 

- Det var som et drømmescenarie i dag. Vingegaard er sådan en stærk rytter, og han er sådan en god fyr.

- Jeg gav den alt i dag. Jeg elsker at vinde løb, og jeg håbede at vinde dagens etape, og at Jonas kunne sikre sig den gule trøje. Han har tydeligvis så stort et hjerte, at han tænkte det samme. Det er specielt, siger en tydeligt rørt Wout van Aert

Belgieren bliver ikke spurgt ind til, hvad han mener med den sidste kommentar, og om han er af den overbevisning, at Jonas Vingegaard lod belgieren vinde etapen.

Rørende scener, da Vingegaard kom over stregen

Vingegaard hyldet på podiet

Så er Vingegaard blevet hyldet på podiet, hvor han har modtaget den gule trøje. Den her gang betyder det nok lidt ekstra, for danskeren skal nu bare til Paris i morgen for officielt at vinde Tour de France.

Ren kærlighed mellem Vingegaard og van Aert

Både Vingegaard og van Aert var rørt, da de mødtes efter enkeltstartens afslutning. Det er sgu rørende scener.