Politik

Lars Boje Mathiesen ekskluderet fra Nye Borgerlige

Hvad sker der? Lars Boje Mathiesen blev ekskluderet fra Nye Borgerlige og dermed afsat som formand. 

Samtidig meddelte Pernille Vermund, at hun er klar til at vende tilbage som formand. 

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Tidligere socialdemokrat klar til kampvalg mod Vermund: - Jeg er et bedre valg

Tommy Peter Nielsen fra Silkeborg vil være ny formand for Nye Borgerlige og er derfor klar til kampvalg mod Pernille Vermund. 

Det fortæller han til TV Midtvest

- Jeg tror, jeg er en bedre løsning end Pernille Vermund ved næste valg, men det ved jeg jo ikke, om medlemmerne synes, siger han. 

For ti år siden var han folketingskandidat for Socialdemokraterne men har i dag meldt sig ind i Nye Borgerligere. 

 Ifølge partiets vedtægter skal man dog have været medlem i fire måneder for at kunne stille op. 

- Jeg har bedt hovedbestyrelsen om dispensation. De må også være interesseret i en konstruktiv og retfærdig valgproces til partiets bedste, siger Tommy Nielsen. 

Han fortæller desuden, at han er klar til at takke ja til det tilbud, hovedbestyrelsen gav Lars Boje om et vederlag på 6000 kroner. 

Boje: Vederlag blev aftalt, inden jeg trådte til som formand

Lars Boje er blandt andet blevet ekskluderet af partiet, fordi han krævede et vederlag på 55.000 kroner om måneden – udover sin løn på 65.000 kroner om måneden.

Men ifølge Lars Boje har det hele tiden været aftalen, at han skulle have et vederlag, hvis han trådte til som formand. 

- Det var ingen hemmelighed, at jeg ville have et vederlag. Det var et krav, at min hustru skulle kunne gå lidt ned i tid, således at famlilien stadig kunne hænge sammen, når jeg blev formand. Det havde vi en forhandling om i partiet inden, siger han til TV 2.

Lokalpolitiker melder sig ud i protest: - Boje har fået en dolk i ryggen

Jens K. Lundager, som er valgt i Norddjurs Kommune for Nye Borgerlige, har fredag meldt sig ud af partiet i protest. 

- Jeg kan ikke se mig i projektet længere. Lars Boje har været åben over for os omkring, at han skulle bruge penge til sin kampagne, så jeg er totalt uforstående overfor, at man har ekskluderet ham, siger han til TV 2. 

Jens Lundager mener, at hovedbestyrelsen i partiet har behandlet Lars Boje uretfærdigt. 

- Boje har prøvet at rette op på nogle ting, der ikke fungerede i partiet efter Pernille Vermund. Nu har han fået en dolk i ryggen, og det, synes jeg ikke, er i orden.

Boje er blevet ekskluderet, fordi han ifølge bestyrelsen krævede urimelige pengebeløb og en uopsigelig kontrakt som formand i fire år. 

Boje ser muligt Vermund-komplot: - Jeg har fået en lektion

Den tidligere partiformand Pernille Vermund sidder i Nye Borgerliges hovedbestyrelse, og Lars Boje bliver i TV 2-interviewet spurgt til, hvad han mener om, at hun dermed har været med til at ekskludere ham.

- I bagklogskabens lys burde jeg måske have set, at hun gerne ville tilbage som formand. Måske har hun "puffet" noget til folk, så det kunne ske, siger Lars Boje og uddyber:

- Sådan er det. Så bliver man klogere og får en livslektion – nogen gange kan man måske godt blive snørret af folk.

Nye Borgerliges nedsmeltning kan blive en fordel for blå blok

Lyn-analyse

Det kan lyde mærkeligt, men jeg mener faktisk, at Nye Borgerliges nedsmeltning kan ende med at blive en fordel for blå blok.

En af årsagerne til, at Venstre mistede troen på et samlet blåt projekt og endte med at gå i regering med Socialdemokratiet, var Nye Borgerliges ufravigelige krav og konstante angreb på Venstre i den seneste valgperiode.

Hvis Nye Borgerlige snart er fortid i dansk politik, så vil det alt andet lige gøre det nemmere for Venstre at “vende hjem” til blå blok igen. Og partierne i blå blok kommer ikke i nærheden af magten igen, før det sker.

Boje revser Vermund: - Jeg overtog et parti i kaos

Lars Boje Mathiesen revser i interviewet sin forgænger på formandsposten, Pernille Vermund.

Han fortæller om vilde tilstande, da han blev formand for Nye Borgerlige 7. februar.

Lars Boje fandt ud af, at medarbejderne var demotiverede, og de fleste var ifølge Lars Boje på vej væk. Samtidig var både bagland og lokalforeninger ifølge ham i opbrud.

- Det var det kaos, jeg overtog. Samtidig var sekretariatet kørt helt i bund, fordi Pernille (Vermund, red.) ikke havde lavet nogen form for ledelse eller styring, siger Lars Boje Mathiesen.

- Den mest groteske situation, jeg kan mindes i dansk politik, siger Peter Seier om Nye Borgerliges stormvejr

Medstifer af Nye Borgerlige og tidligere næstformand Peter Seier Christensen kalder sagen om den nu ekskluderede formand, Lars Boje Mathiesen, for "den mest groteske situation, jeg kan mindes i dansk politik".

- Men det er en nødvendig konklusion på den utålelige situation, som Lars Boje Mathiesen havde sat partiet i. Det siger sig selv, at vi ikke kunne acceptere hans ublu krav og skamløse afpresning, skriver han i et opslag på Facebook.

Han takker Pernille Vermund for at ville påtage sig formandskabet endnu en gang og understreger, at "alle er stålsatte på at gøre alt for, at vi kommer videre". 

Lars Boje kalder eksklusion fra Nye Borgerlige for en befrielse

Lars Boje Mathiesen sætter nu ord på den eksklusion fra Nye Borgerlige, som netop har ramt ham.

Over for TV 2 kalder han det "en befrielse" at være ude af partiet.

- Det lyder mærkeligt, men nu må de selv ligge og rode med den rodebutik, siger Lars Boje Mathiesen.

Tusinder hylder Vermunds comeback – enkelte melder sig ud af partiet

Flere tusinde danskere hylder det Facebook-opslag, som den tidligere partiformand Pernille Vermund har skrevet om, at hun – igen – ønsker at stille sig til rådighed som formand for Nye Borgerlige.

Men alt er ikke fryd og gammen, for i kommentarersporet fremgår det, at flere medlemmer fredag har meldt sig ud af partiet som følge af eksklusionen af Lars Boje Mathiesen.

- Jeg har meldt mig ud i dag, da jeg ikke kan se et Nye Borgerlige uden Lars og Henriette, skriver en bruger.

Nye Borgerlige taber penge på ekskludering af Lars Boje

Nye Borgerlige på Christiansborg står til at miste 216.000 kroner om måneden, når partiet går fra fire til tre mandater efter ekskluderingen af Lars Boje Mathisen.

Et parti skal nemlig have mindst fire mandater for at blive betragtet som en gruppe i Folketinget og dermed modtage gruppestøtte.

Det er et månedligt basisbeløb og et eksperttilskud på sammenlagt 465.998 kroner, de mister. I stedet kommer de til at få et beløb per mandat, svarende til 249.999 kroner for de tre folketingsmedlemmer, der er tilbage.

Partistøtten går især til lønudgifter til ansatte som medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere.

Vermunds comeback kommer med en pris, mener analytiker

Spørger man Niels Thulesen Dahl, der er Jyllands-Postens politiske analytiker, kommer det med en pris, at Pernille Vermund nu melder sig klar til at "bære faklen videre" som formand i Nye Borgerlige. 

For da hun stoppede som formand, sagde hun, at hun skulle "hjem og have mit liv og min familie tilbage".

- Nu prøver hun at tage tøjlerne, men det kan hun ikke gøre med samme troværdighed og autoritet, når det kun er en måned siden, at hun ikke ville være det længere. Hun har åbenlyst haft planer om at skulle noget andet med sit liv, siger Niels Thulesen Dahl til Jyllands-Posten. 

Hvem er tilbage i partiet?

Med Lars Boje Mathiesens exit er Nye Borgerliges folketingsgruppe halveret fra seks til tre. Både Mette Thiesen og Mikkel Bjørn Sørensen har forladt partiet efter valget – og begge er nu i stedet repræsenteret hos Dansk Folkeparti. 

Tilbage er derfor blot tre: Pernille Vermund, Peter Seier Christensen og Kim Edberg Andersen.

Lars Boje afviser også Liberal Alliance

Lars Boje Mathiesen bliver i radioprogrammet 'Det blå hjørne' også spurgt ind til, om han overvejer at melde sig ind i sit gamle parti, Liberal Alliance.

- Nej, det er ikke nogen overvejelser, som jeg gør mig.

Analytiker: Det gør ondt på Vermund at se det smelte fuldstændig sammen

Lyn-analyse

Det er en ganske naturlig udvikling, når partiet er i den situation, det er i, at Pernille Vermund stiller sig til rådighed igen. 

Hun er den eneste, der kan genrejse det her parti. Pernille Vermund er Nye Borgerlige. Det er hendes projekt. Derfor må det gøre ondt at se det smelte fuldstændig sammen få uger efter, at hun har sluppet tøjlerne. 

Da hun stoppede som formand, meddelte hun samtidig, at dette skulle være den sidste valgperiode i Folketinget, og at hun skulle have sit almindelige liv tilbage. Den plan er udskudt på ubestemt tid, hvis hun igen skal stå i spidsen for partiet.

Bekræfter opbakning til Vermund

Pernille Vermund har talt med de to tilbageværende folketingsmedlemmer, Peter Seier Christensen og Kim Edberg, om sine tanker om at blive formand igen. Og de har givet hende deres opbakning, fortæller hun i sin mail til partimedlemmerne. 

Peter Seier Christensen er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelser. Men Kim Edberg bekræfter over for TV 2, at han bakker op om Pernille Vermund som ny formand. 

Pia K. og Lars Boje mundhugges: - Jeg skal ikke være medlem af DF

I radioprogrammet 'Det blå hjørne' deltog Pia Kjærsgaard også, og hun blev spurgt ind til, om den nu partiløse Lars Boje i fremtiden kunne være en del af Dansk Folkeparti.

Det faldt dog ikke umiddelbart i god jord hos Pia Kjærsgaard, som hurtigt afviste idéen.

Efterfølgende blev Lars Boje Mathiesen også spurgt ind til, om han kunne se sig selv som medlem af Dansk Folkeparti – ligesom det tidligere i år har været tilfældet med Nye Borgerlige-afhopperne Mette Thiesen og Mikkel Bjørn Sørensen.

Men her var der ikke den store betænkningstid.

- Jeg skal ikke være medlem af Dansk Folkeparti – jeg er ikke socialdemokrat, lød svaret fra Lars Boje.

Lars Boje fortsætter i Folketinget

Den nu tidligere partiformand for Nye Borgerlige Lars Boje Mathiesen siger i radioprogrammet 'Det blå hjørne' på Radio 4, at han fortsætter i Folketinget, men som løsgænger.

Tidligere byrådspolitiker: Lars Boje skabte sig som et uregerligt barn

Nyheden om Lars Bojes eksklusion fra Nye Borgerlige kom bag på mange, men ikke alle.

Den tidligere byrådspolitiker for Nye Borgerlige Holger Gorm Petersen siger til Vejle Amts Folkeblad, at han havde set det komme.

Holger Gorm Petersen havde nemlig oplevet Lars Boje Mathiesen på nærmeste hold tilbage i 2017.

- Allerede dengang fornemmede jeg, at Lars Boje ville være gift for Nye Borgerlige, siger han.

Ifølge den tidligere byrådspolitiker pressede Lars Boje på for at blive udnævnt som spidskandidat til det kommende folketingsvalg.

Det skete, da partiets hovedbestyrelse skulle diskutere emnet.

- Han gik uden for døren, da vi skulle drøfte det. Men vi øvrige blev enige om, at det var for tidligt, og det meddelte vi ham, da han kom ind. Hans reaktion var som et uregerligt barn. Han skældte os ud for ikke at være for kloge, siger Holger Gorm Petersen.

Vermund kalder Bojes krav om 350.000 kroner for "utilstedeligt"

Pernille Vermund skriver i en pressemeddelelse, at hun er klar til at gøre comeback som formand for Nye Borgerlige.

- Jeg vil gerne lede folketingsgruppen samt stille op som formand for vores parti. Så hvis I medlemmer vil have mig, er jeg klar til kamp for Nye Borgerlige og Danmark, siger hun og uddyber:

- Jeg er klar til at bære faklen videre, hvis I medlemmer ønsker det.

Ud over at stille sig til rådighed til endnu en tørn i front for Nye Borgerlige mener Pernille Vermund, at Lars Boje har opført sig "utilstedeligt".

Det sker i forbindelse med hans krav om en overførsel på 350.000 kroner fra partiet til ens egen private konto.

Samtidig kalder hun det "uacceptabelt" at kræve en 4-årig uopsigelig kontrakt til en værdi af over 2,6 millioner kroner betalt af medlemmerne i formandshonorar.

Vermund fik ikke ekstra for at være formand

Nye Borgerlige oplyser til TV 2, at partiets tidligere formand, Pernille Vermund, ikke fik formandshonorar, mens hun sad i Folketinget.

Lars Boje Mathiesen har ifølge partiets hovedbestyrelse krævet et formandshonorar på 55.000 kroner ekstra om måneden oveni sin folketingsløn på cirka 65.000 kroner.

Det var ifølge Lars Boje for, at han kunne få familielivet til at hænge sammen, idet hans hustru ville blive nødt til at gå på orlov, når han skulle arbejde mere som formand. 

Partistifteren var enlig mor til tre børn.