Dagens nyheder 29. januar

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan altid tippe TV 2s journalist her

Vladimir Putin underskriver forlængelse af atomvåbenaftale med USA

Ruslands præsident, Vladimir Putin har fredag underskrevet en forlængelse af den såkaldte New START-traktat. Aftalen lægger et loft over, hvor mange atomvåben USA og Rusland må have i deres arsenal. Aftalen er nu forlænget i fem år. Forlængelsen var et af emnerne, da USA's præsident, Joe Biden, havde sin første officielle telefonsamtale med Putin i onsdags. Det skriver CNN. 

200.000 er flygtet fra Den Centralafrikanske Republik

Flere end 200.000 er flygtet fra Den Centralafrikanske Republik, siden uroligheder brød ud efter et valg i december. Det oplyser FN's Flygtningeorganisation, UNHCR. Cirka halvdelen er flygtet ind i nabolandet DR Congo, skriver Reuters.    

Jordskælv rammer Australien

Et jordskælv med styrken 6,4 på Richter-skalaen har ramt det nordvestlige Australien. Det oplyser Reuters. Der er foreløbigt ikke meldinger om tilskadekomne.

Nu er vej i Rødekro igen farbar efter uheld

Der er nu ryddet op efter uheldet på Hellevadvej i Rødekro, hvor to biler stødte sammen tidligere på aftenen. Dermed er vejen nu åben for trafik. Det oplyser Sydjyllands Politi.

Uheld i Rødekro spærrer vej

Hellevadvej i Rødekro er spærret i begge retninger på grund af et uheld, hvor to biler er stødt sammen. Ifølge Sydjyllands Politi er der ingen personskade, og man opfordrer bilister til at finde alternative ruter. 

Politiet løslader seks unge mænd efter dødsfald i Køge

Seks mænd på mellem 19 år og 24 år, der blev anholdt i forbindelse med efterforskningen af et mistænkeligt dødsfald i Køge, er alle løsladt igen. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter. Mændene blev anholdt kort efter midnat fredag, mens betjente forsøgte at finde ud af, hvad der ligger bag en 21-årig mands død.

Danmark samler ni EU-lande i angreb på lovbestemt mindsteløn

Ni EU-lande har fredag på et initiativ fra Danmark og Sverige afleveret et holdningspapir til EU-formandskabet. Her udtrykker de bekymring over planen om et direktiv for en mindsteløn i EU. Forslaget blev fremsagt af EU-Kommissionen sidste år. Men den danske regering - og de otte øvrige lande - vil ikke forhandle om det, før de har fået en vurdering fra EU-Rådets juridiske tjeneste.

Kina til Taiwan: Forsøg på uafhængighed ”betyder krig”

Kina advarer om, at kræfter i Taiwan, der forlanger uafhængighed, og som "leger med ilden vil blive brændt", og at ”Taiwan-uafhængighed vil betyde krig”. Sådan lyder det fra talsmanden fra det kinesiske forsvarsministerium, Wu Qian. Advarslen kommer efter, at Joe Biden har bekræftet sin forpligtelse over for Taiwan. Det skriver BBC.  

Nyt parti opløses efter otte måneder

René Gade, tidligere folketingsmedlem for Alternativet, opløser partiet Lykkepartiet. Det oplyser Lykkepartiet på forskellige sociale medier. Partiet nåede at eksistere i cirka otte måneder.

Otte mand blev frifundet i drabssag – nu anker Anklagemyndigheden

Anklagemyndigheden har besluttet at anke en sag, hvor otte mænd blev frifundet i en sag om drab og drabsforsøg på Rungsted Strandvej. Det oplyser Statsadvokaten for København på Twitter.

Folkemødet får knap tre millioner til coronavenlig udgave

Et politisk flertal har indgået en aftale om at give en bevilling på 2,9 millioner kroner til Folkemødet, som dermed kan afprøve et mere coronavenligt format. Folkemødet har selv skaffet størstedelen af de 12,5 millioner, som der er brug for. De sidste 2,9 millioner får de nu af politikerne. Det siger kulturminister Joy Mogensen (S) i en pressemeddelelse.

Eksplosion foran israelsk ambassade i New Dehli

En mindre bombe er fredag eksploderet foran Israels ambassade i den indiske hovedstad, New Delhi. Ingen er kommet til skade, men Israel anser det for et terrorangreb, skriver AFP

Ninna Hedeager Olsen slipper for politisag for afbrænding af Løkke-dukke

Midt- og Vestjyllands Politi mener ikke, at der er grundlag for en efterforskning mod teknik- og miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen (EL) for afbrænding af en Lars Løkke Rasmussen-dukke.

Politiet har lagt vægt på, at "billederne er fra en sankthansaften, hvor der er tradition for at brænde en ’heks’ på et bål, at det foregik ved et privat arrangement i en have, og at der hverken i billederne eller i Facebook-opslagets tekst fremsættes konkrete trusler mod Lars Løkke Rasmussen."

Helle Thorning-Schmidt kritiserer politiet i Tibetsagen

Politiets fremfærd mod tibetaktivister og andre under et kinesisk statsbesøg var over stregen, mener den daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt. - Jeg synes, der var gået hårdt til demonstranterne, siger den tidligere socialdemokratiske regeringschef. Og jeg kunne se, at der var debat om det i medierne og i Folketinget, siger hun i Tibetkommissionen.

Varetægtsfængslet for trusler mod statsministeren

En 26-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for alvorlige trusler mod statsminister Mette Frederiksen (S), oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Venstre tager ikke beslutning om Støjberg i denne uge

Der bliver ikke taget nogen beslutning om Inger Støjbergs retsordførerskab i Venstre i denne uge. Sådan lyder det fra gruppeformand Karsten Lauritzen (V).

I søndags i forbindelse med Venstres ekstraordinære landsmøde udtalte formand Jakob Ellemann-Jensen ellers, at partiet ville tage stilling til Støjbergs ordførerskab i denne uge.

Norwegian bevilliget lĂĄn pĂĄ 1,5 millarder som led i krisepakke

Den norske regering vil bevilge et kriselån på 1,5 milliarder norske kroner til det økonomisk pressede luftfartsselskab Norwegian. Det er et led i en krisepakke, som fremlægges på et pressemøde fredag eftermiddag, skriver nyhedsbureauet NTB.

I Danmark handles der ekstraordinært mange aktier i GameStop

Interessen for at købe aktier i GameStop er ikke kun forbeholdt USA, hvor den meget omtalte computerspilskæde stammer fra. Også i Danmark er der de seneste dage handlet ekstraordinært mange aktier i GameStop. Det viser en opgørelse fra børsmægleren Nordnet.

Både onsdag og torsdag har handlen med GameStop-aktier udgjort cirka 5 procent af det samlede antal handler. Det svarer til mere end 6000 handler for hver dag.

To personer dømt for at medbringe oversavet jagtgevær under ulovlig indtrængen

To personer er blevet idømt fængsel i to år og seks måneder for at have medbragt et oversavet jagtgevær i forbindelse med, at de ulovligt trængte ind i en mands lejlighed i Skjern i 2018. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danmarks Domstole. De to mænd ankede dommen til Vestre Landsret.

Træner idømt fængsel for at drive triatlet til selvmord

En triatlontræner er fredag blevet idømt syv års fængsel i Sydkorea for at drive en triatlet ud i selvmord. To holdkammerater er desuden blevet tildelt fængselsstraffe. Det skriver AFP. Den opsigtsvækkende dom kommer, efter at triatleten Choi Suk-hyeon sidste år besluttede at tage sit eget liv.