Dagens nyheder 10. august 2021

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan altid tippe TV 2s journalist her.

Gård står i flammer

En gård ved Sengeløse på det nordøstlige Sjælland er i brand, oplyser Vestegnens Politi på Twitter.

- Afghanere må kæmpe for sig selv, siger Biden

Den amerikanske præsident, Joe Biden, fortryder ikke beslutningen om at trække USAs soldater ud af Afghanistan. I en pressemeddelse fra Det Hvide Hus siger Biden, at afghanerne bør "samle sig" og "kæmpe for sig selv".

Vulkanen Etna er større end nogensinde

Efter et halvår med meget aktivitet og mange udbrud er den italienske vulkan Etna større end nogensinde. Vulkanens mest aktive krater er nu 3.357 meter over havet - det er syv meter højere end den tidligere rekord fra 1981, oplyser vulkaninstituttet INGV.

Mindst 31 døde i brande i Algeriet

25 soldater og seks civile er omkommet i de brande, der hærger i Algeriet, fortæller landet præsident til AFP. Det nordafrikanske land er - ligesom flere andre steder i Sydeuropa -  ramt af voldsomme skovbrande.

NASA søger folk til simuleret Mars-mission

Amerikanske NASA leder efter folk, der er villige til at bruge et år på en simuleret mission til mars, fremgår det af et opslag fra rumagenturet. I løbet af et år skal fire personer være på en 3D-printet base på 158 kvadratmeter i Houston. Målet er at undersøge, hvordan de vil reagere under forhold meget lig dem, der vil være på Mars.

Taliban vinder kontrol over ottende by

Endnu en afghansk by, Pul-e-Khumri i Baghan-provinsen, er blevet overtaget af Taliban, skriver AFP. Det sker få timer efter, at byen Farah blev erobret.

Polens premierminister fyrer vicepremierminister

Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, har fyret sin vicepremierminister, Jaroslaw Gowin. Det oplyser Gowin og en regeringstalsmand tirsdag aften ifølge nyhedsbureauet AFP. Gowin er leder af et mindre parti i den koalition af tre partier, der siden 2015 har udgjort Polens regering.

75-årig kvinde i kritisk tilstand efter traktorulykke

En bil og en traktor er stødt sammen på vejen mellem Henne Stationsby og Vittarp nord for Varde, skriver Jydske Vestkysten. To personer kom til skade ved ulykken, hvoraf den ene, en 75-årig kvinde, er svært tilskadekommen.

Tyskland afsætter 30 milliarder euro til genopbygning

Tyskland vil øremærke op til 30 milliarder euro - svarende til omkring 220 milliarder danske kroner - til genopbygning efter de oversvømmelser, der ramte landet i juli, siger Tysklands kansler, Angela Merkel, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Oversvømmelserne kostede mindst 180 mennesker livet. Desuden blev huse, forretninger og kritisk infrastruktur ødelagt.

Senatet vedtager aftale til 1000 milliarder dollars

Et flertal i Senatet har stemt ja til at bruge 1000 milliarder dollars på at renovere veje, jernbaner og anden infrastruktur i USA. Med stemmerne 69-30 vedtog man den største infrastrukturaftale i USAs historie. 

Nu skal milliardpakken sendes videre til endelig godkendelse i Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus.

Politiet efterlyser 12-årig pige

Politiet efterlyser en 12-årig pige, Camilla, der mandag aften gået fra en institution på Midtfyn, skriver Fyns Politi.

- Det er ikke vores antagelse, at hun er i nærområdet. Hun er formentlig ret mobil, så derfor er det heller ikke sikkert, at hun er på Fyn, siger vagtchefen til TV 2 Fyn.

Frituremad startede brand i lejlighed

Det var en brand i "noget frituremad", som tirsdag eftermiddag satte ild til en stuelejlighed i Frederiksværk, hvor brandvæsnet rykkede ud og reddede en mand og hans kat ud af flammerne, skriver SN.dk. Manden blev sendt til tjek på hospitalet, og huset slap med sodskader, lyder det fra brandfolkene. 

Taliban indtager syvende hovedby

Militante oprørere har indtaget guvernørens kontor og politiets hovedkvarter i Farah i det vestlige Afghanistan, bekræfter flere medlemmer af provinsrådet ifølge dpa og andre nyhedsbureauer.

Farah, der er hovedby i den vestlige provins af samme navn, er den syvende provinshovedstad, der falder til den militante bevægelse siden fredag.

Danmarks rigeste mand sælger størstedelen af skokæde

Anders Holch-Povlsen, der står i spidsen for Bestseller-koncernen, har solgt ud af skokæden Bianco, skriver Finans. Efter salget ejer han 20 procent af skokæden, der de seneste år har kæmpet med et underskud: Bianco havde på sit højeste 180 butikker i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. I dag er der ni butikker tilbage fordelt i Danmark og Norge.

Mistænkelig genstand standser togdrift i Sverige og Danmark

Svensk politi undersøger lige nu en "mistænkelig genstand" på Hyllie Station, som derfor er tømt for passagerer, mens togene omkring stationen er standset. Det påvirker også danske tog, som lige nu holder stille mellem Lufthavnen og Malmö C

Hvor længe togdriften vil være indstillet, afhænger af politiets arbejde, oplyser DSB til TV 2. Der er bestilit togbusser til at køre mellem CPH Lufthavn og Malmö C via Hyllie. De første busser forventes at være fremme senest klokken 16. 

Alle tog til Hamborg aflyst på grund af strejke

På grund af tysk strejke blandt lokomotivførere vil alle tog til Hamborg blive aflyst. De tog, der plejer at køre til Flensborg, fortsætter. Det oplyser DSB netop nu til TV 2. 

Du kan læse mere om strejken og refundering af billeter på DSBs hjemmeside.

Efter en måneds eftersøgning: Politiet frigiver nye billeder af forsvunden kvinde

Politiet leder stadig efter Mille, der forlod sit hjem i Stege på Møn 11. juli, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der nu frigiver nye billeder af den 51-årige kvinde. 

Mille er 167 centimeter høj, har kortere, rødbrunt hår og er almindelig af bygning. Et særligt kendetegn er, at hun for det meste enten går i maosko eller har bare tæer. Hendes familie frygter for hendes velbefindende, fordi hun har brug for sin medicin dagligt. Poltiet har på nuværende tidspunkt ikke indikationer på, at Mille er blevet udsat for en forbrydelse.

Fartkontrol ved skole: Bil kørte 114 km i timen i 60-zone

Sydjyllands Politi har tirsdag udført fartkontrol ved Kværs Skole i Sønderborg Kommune. Efterfølgende er politiet kommet med en opsang, da flere kørte uforsvarligt. Blandt andre kørte en bil 114 kilometer i timen ved skolen, hvor man kun må køre 60 kilometer i timen. Andre kørte for hurtigt med mobilbrug under kørsel, skriver politiet.

Motorvej ved Esbjerg lukkes - meldinger om stenkast

Esbjergmotorvejen er spærret ved afkørsel 76 i sydlig retning. Politiet har fået en anmeldelse om, at to unge personer har kastet sten ned fra en gangbro over motorvejen.

Mand dømt for vanvidskørsel - påkørte kvindelig cyklist med hash i blodet

En 37-årig mand er dømt for vanvidskørsel, da han påvirket af hash påkørte en kvindelig cyklist i maj i Albertslund. Kvinden kom alvorligt til skade i ulykken, skriver Vestegnens anklagere på Twitter. Manden idømmes ti måneders fængsel og frakendelse af førerretten i to år. 

Brand i Hvide Sande

I forbindelse med renoveringen af et tidligere hotel på Nørregade i Hvide Sande er der opstået brand. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.