Rusland invaderer Ukraine

Seneste nyt om krigen i Ukraine

Hvad sker der? Finlands præsident og statsminister meddelte torsdag deres støtte til at blive medlem af NATO, og nu frygter landet øget risiko for cyberangreb fra russisk side. 

Alle de civile, der har holdt til i Mariupols Azovstal-stålværk, er sandsynligvis ude ifølge en ukrainsk officer inde i det belejrede anlæg.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Zelenskyj: 1015 landsbyer er tilbageerobret

Det seneste døgn har Ukraine genoprettet kontrollen med seks landsbyer, som har været besat af russiske styrker, siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en tale.

Dermed er kontrollen ifølge præsidenten genoprettet i 1015 tidligere besatte landsbyer i alt.

- Vi bringer elektricitet, vandforsyning, kommunikationslinjer, transport, socialforvaltning tilbage dertil. Det er vigtigt, siger han.

Samtidig lover Zelenskyj ikke at glemme byer og samfund, der stadig er besatte, og nævner blandt andet Kherson, Mariupol og alle byer i Donbas.

- Den gradvise befrielse af Kharkiv-regionen beviser, at vi ikke efterlader nogen til fjenden, siger han.

USA sætter kritisk skæringdato for hjælp til Ukraine

USA's præsident, Joe Biden, begynder snart at løbe tør for penge til at hjælpe Ukraine, hvis ikke Kongressen godkender en ny hjælpepakke til 40 milliarder dollars.

Ifølge John Kirby, der er talsmand for forsvarsministeriet, er der omkring 100 millioner dollars tilbage at gøre med, men om seks dage kan manglen på nye penge påvirke USA's mulighed for at yde uafbrudt bistand, lyder det.

- 19. maj er dagen, hvor vi uden yderligere tilførsler begynder at få svært ved at sende nyt grej, siger John Kirby ifølge CNN.

Kongressens ene kammer, Repræsentanternes Hus, havde ellers godkendt yderligere 40 milliarder dollars, men i Senatet sørger republikaneren Rand Paul ene mand for at blokere forslaget.

Svære forhandlinger om evakuering af stålværk

Forhandlingerne om at evakuere ukrainske soldater fra Azovstal-stålværket i Mariupol er "meget svære", siger Ukraines vicepremierminister, Іryna Veresjtjuk, fredag ifølge Reuters.

- Det er ikke sikkert, at alle vil kunne lide resultatet, men vores opgave er at evakuere vores drenge. Alle sammen. I live, siger hun.

Lignende udmelding kommer fra guvernøren i Donetsk, Pavlo Kyrylenko, som understreger, at forhandligerne stadig pågår, sevolm de er svære. Derfor handler det også om, at få soldaterne ud gradvist, og i første omgang handler det om de alvorligt sårede, siger han ifølge CNN

Rusland lukker for strøm til Finland

Det russiske energiselskab Inter RAO indstiller eksporten af elektricitet til Finland fra lørdag nat. Det oplyser den finske operatør Fingrid ifølge Reuters.

Årsagen er ifølge Inter Rao problemer med at modtage betaling for strømmen. Det falder sammen med, at Finlands statsminister og præsident torsdag meddelte, at de vil have Finland med i NATO.

Ifølge Fingrid står russisk elektricitet for cirka 10 procent af Finlands forbrug, og der er ikke fare mangel på strøm.

USA's forsvarsminister har talt med russisk kollega

Den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, har talt i telefon med den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, for første gang siden 18. februar.

I samtalen opfordrede Loyd Austin til øjeblikkelig våbenhvile i Ukraine og understregede vigtigheden af at holde kommunikationslinjerne åbne, skriver det amerikanske forsvarsministerium på sin hjemmeside.
 

Kyiv lemper udgangsforbud en smule

Fra i morgen lørdag får indbyggerne i Kyiv lov til at være lidt længere ude om aftenen. Det skriver borgmester, Vitalij Klitjko, på beskedtjenesten Telegram.

Myndighederne i den ukrainske hovedstad lemper et udgangsforbud en smule, så det fremover begynder en time senere. Det vil sige, at det vil gælde fra 23 til 05. Fra mandag vil byens offentlige transport også udvidde køretiderne.

Selvom det er et lille skridt på vej mod en mere normal dagligdag, er det stadig yderst vigtigt at overholde spærretiderne og respektere luftalarmer, understreger borgmesteren.

- Truslen fra missilangreb mod Kyiv eksisterer stadig, skriver han.

Millionbøde til radiostation

En domstol i Moskva har idømt den amerikanskfinansierede radiostation Radio Free Europe/Radio Liberty en bøde på 12,8 millioner rubler (1,35 millioner kroner) for at nægte at slette indhold, som Rusland påstår er falsk, om krigen i Ukraine.

Det rapporterer Interfax ifølge Reuters.

Ukraine til G7: Tag Ruslands værdier, og giv til os

På et møde med udenrigsministrene i G7-landene har Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, anmodet G7 om at konfiskere russiske værdier og give dem til Ukraine til genopbygningen af landet.

- Rusland skal betale. Politisk, økonomisk og finansielt, skriver Dmytro Kuleba på Twitter og tilføjer, at der blev taget godt imod forslaget.

Erdogan udtrykker modstand mod NATO-optagelse af Sverige og Finland

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger fredag, at han ikke ser positivt på en optagelse af Finland og Sverige i NATO. Erdogan siger, at de to nordiske lande er "hjem for mange terrororganisationer". Det skriver AFP.

- Vi har ikke en positiv opfattelse i denne sag. Nordiske lande er som gæstehuse for terrororganisationer, hedder det i en erklæring til journalister fra den tyrkiske leder efter fredagsbønnen i Istanbul.

Tyrkiet er medlem af NATO, og for at et land kan blive fuldt medlem af forsvarsalliancen, skal alle NATO-medlemmer godkende ansøgningen. 

Putin og Scholz i langt telefonmøde

Både Kreml og den tyske kansler, Olaf Scholz, meddeler fredag, at kansleren har haft et langt telefonmøde med Ruslands præsident, Vladimir Putin. 

Ifølge Kreml "skitserede Putin i detaljer logikken og hovedmålene for den særlige militæroperation i Ukraine" under mødet. Det skriver The Guardian. De rapporterer også, at Putin forsøgte at henlede opmærksomheden på de "grove krænkelser" begået af ukrainske militante, "der bekender sig til den nazistiske ideologi". 

Scholz skriver til gengæld i et opslag på Twitter, at der er tre ting, som er vigtige af hæfte sig ved i forbindelse med mødet. Blandt andet, at nazibeskyldningerne mod Ukraine er falske, og at der skal være en våbenhvile i Ukraine så hurtigt som muligt. 

Flere britiske sanktioner – vil sanktionere Putins ekskone og fætre

Storbritannien har fredag annonceret landets seneste runde af sanktioner mod Rusland. Sanktionerne er særligt rettet mod Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans finansielle netværk, herunder hans ekskone, familie og andre fra hans inderkreds, skriver flere medier, herunder The Guardian

Den britiske udenrigsminister, Liz Truss, har udtalt, at de nye sanktionerne har til formål at begrænse Putins lyssky netværk, som støtter præsidentens luksuriøse livsstil. På listen er blandt andet den russiske præsidents ekskone, Lyudmila Ocheretnaya, som var gift med Vladimir Putin mellem 1983 og 2014, og Mikhail Shelomov, en russisk virksomhedsejer og fætter til Putin. 

Første billeder af russisk soldat i retten for krigsforbrydelser offentliggjort

Fredag skal den første sag om en krigsforbrydelse for retten i Ukraines hovedstad, Kyiv. På anklagebænken sidder 21-årige Vadim Shishimarin, der er anklaget for igennem en bilrude med en AK-74 at have skuddræbt en 62-årig mand i den ukrainske landsby Chupakhivka. Nu er de første billeder af Vadim Shishimarin fra retssalen offentliggjort. 

Svensk NATO-medlemskab vil øge sikkerhed for nabolande, siger svensk udenrigsminister

Sverige har udarbejdet en svensk sikkerhedsrapport, som opregner en række fordele ved et svensk medlemskab af forsvarsalliancen NATO. Rapporten bliver præsenteret på et pressemøde fredag, og i den forbindelse siger den svenske udenrigsminister, Ann Linde, at et NATO-medlemskab blandt andet vil øge sikkerheden for nabolandene og give en konfliktforebyggende effekt i Europa. 

Ann Linde udtaler også, at hvis Sverige skal søge om at blive medlem af NATO, har de brug for sikkerhedsforanstaltninger fra NATO's side under ansøgningsprocessen af frygt for en russisk reaktion. 

Seks ud af de otte partier i Riksdagen stiller sig bag konklusionerne i sikkerhedsrapporten. 

Russiske styrker har ramt ukrainsk olieraffinaderi, hævder Rusland

Ruslands forsvarsministerium hævder fredag, at dets styrker har ramt Krementjuk-olieraffinaderiet i det centrale Ukraine og dermed ødelagt dets produktionskapacitet og brændstoftanke. Det skriver Reuters.

Reuters citerer også ministeriet for at sige, at dets styrker har skudt et ukrainsk Su-27-fly ned i Kharkiv-regionen. TV 2 har ikke haft mulighed for at verificere oplysningerne. 

Smuthul tillader russiske soldater at nægte at gå i krig

Flere russiske soldater nægter at gå ind i krigen i Ukraine. Under de normale russiske regler vil det betyde, at soldaterne kunne risikere at blive fængslet, men fordi Rusland ikke formelt har erklæret krig mod Ukraine og i stedet beskriver invasionen som en "særlig militær operation", kan de ikke retsforfølges. Det fortæller advokat Mikhail Benyash, der netop rådgiver soldater om denne mulighed, til The Guardian

Ifølge Mikhail Benyash har flere hundrede russiske soldater taget kontakt til ham for at få hjælp til, hvordan de kan slippe udenom at blive sendt i krig. 

Det nøjagtige antal soldater, der nægter at kæmpe, er uklart, men flere militæreksperter har, ifølge The Guardian, sagt, at det er en af ​​Ruslands største forhindringer i Ukraine. 

EU vil give yderligere 3,7 milliarder kroner til Ukraine, siger EU's udenrigschef

EU vil give yderligere 500 millioner euro – svarende til omkring 3,7 milliarder kroner – til Ukraine, så landet kan fortsætte med at købe våben. Pengene skal blandt andet kunne bruges på kampvogne, pansrede mandskabsvogne og ammunition, siger EU's udenrigschef, Josep Borrell, i forbindelse med G7-mødet fredag i Tyskland.

- Pengene skal gå til den type udstyr, der er brug i denne type krig, siger Borrell.

Guvernør i Luhansk: Rusland gør alt for at bryde gennem forsvarslinjen

Serhiy Haidai, den ukrainske guvernør i Luhansk, har udsendt en kort opdatering på beskedtjenesten Telegram fredag morgen, skriver The Guardian. Her skriver han, at russerne "gør alt for at bryde gennem forsvaret i Luhansk-regionen", og at de forsøger at storme forstæderne Rubizhne, Zolote og Nizhne, som ligger uden for byen Severodonetsk. 

Guvernøren tror også, at det er muligt, at russerne vil gøre endnu et forsøg på at krydse Siverskyi Donets-floden, hvor de ellers blev stoppet af ukrainske styrker, der blandt andet ødelagde to broer anlagt af russerne.

- Russerne formår ikke at besejre ukrainerne i kamp, ​​så racisterne ødelægger bevidst regionen og forvandler den til en ørken. De fleste af vores byer er ødelagt med 70 procent, og dem, der er under besættelse, endnu mere, skriver Serhiy Haidai. 

Nye satellitbilleder viser store ødelæggelser ved Azovstal-stålværk

Satellitbilleder af Azovstal-stålværket i Mariupol viser omfanget af de ødelæggelser, det russiske bombardement har haft på komplekset.

Billederne fra Maxar Technology, som er taget torsdag, viser det stærkt beskadigede anlæg fra oven.

Azovstal har været under konstant beskydning fra russiske styrker i omkring to måneder. Stålværket er den sidste modstandslomme i den belejrede havneby Mariupol, hvor det har forlydt sig, at mindst 100 civile og ukrainske soldater fortsat befinder sig. Seneste udmelding er dog, at de civilie sandsynligvis er ude af stålværket nu. Det har en ukrainsk officer inde i det belejrede anlæg fortalt. 

Overvældende støtte til finsk NATO-medlemskab blandt befolkningen, fortæller TV 2-korrespondent

Flere lande i forsvarsalliancen NATO har allerede budt Finland varmt velkommen, efter at finnerne torsdag kunne meddele, at de vil søge om medlemskab i alliancen.

Men hvad siger finnerne selv til den historiske beslutning? TV 2-korrespondent Jesper Zølck befinder sig i hovedstaden Helsinki, og han fortæller, at der er en overvældende støtte blandt befolkningen. I skrivende stund viser målinger, at 76 procent af finnerne bakker op om et NATO-medlemskab, men tilslutningen kan nå at komme op over 80 procent, fortæller Jesper Zølck.

TV 2-korrespondenten forklarer, at blandt dem, som ikke ønsker at tilslutte sig NATO, er man blandt andet bekymret for, hvordan russerne vil tage nyheden. Desuden er der nogen, som ikke har lyst til at afgive landets selvstændighed, mens andre mener, at NATO er kontrolleret af atommagter, og det har man ikke lyst til at være en del af.

Ruslands nederlag er åbenlyst – bare ikke for russerne selv, siger Zelenskyj

I sin natlige videotale siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at Rusland har lidt et strategisk nederlag i Ukraine, hvilket er "åbenlyst for alle andre i verden" – undtagen Rusland selv. 

- Rusland mangler modet til at indrømme det, siger Zelenskyj og kalder desuden russerne for "kujoner", der prøver at gemme sig bag missil-, luft- og artilleriangreb. 

Torsdag var det international sygeplejerskedag, og præsidenten brugte den anledning til at takke alle sygeplejersker og paramedicinere i landet for at have reddet ukrainske soldaters liv. Han påstår samtidig, at russiske styrker har ødealgt 570 sundhedsfaciliteter siden krigens start. 

Satellitbilleder viser nye angreb ved Slangeøen

Torsdag aften hævdede ukrainske tropper, at de har ødelagt det russiske logistikskib Vsevolod Bobrov ud for Slangeøen i Sortehavet. Angrebet er ikke blevet verificeret, men nu viser satellitbilleder fra Maxar Technology eftervirkningerne af, hvad der sandsynligvis er et missilangreb på skibet, skriver The Guardian

Billeder viser også skader på bygningen på øen, som blev berømt i starten af krigen, da 13 ukrainske soldater nægtede at overgive sig, da et russisk krigsskib forsøgte at angribe. De seneste dage har kampene taget til på Slangeøen, og ifølge forskellige forsvarsmyndigheder kan kampene få stor betydning for, hvem der får kontrol over den vestlige Sortehavskyst.