Folketingsvalg i Danmark

Hvad sker der? Det endelige valgresultat er forsinket yderligere, fordi Danmarks Statistik vil lave en "ekstra kontrol". Og så har Radikale Venstre torsdag aften udpeget Martin Lidegaard som ny politisk leder.

Livebloggen opdateres ikke længere.

Jarlov er uenig i kritik af Pape: Helt forkert at åbne diskussionen

Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti er "meget uenig" i den udmelding, som tidligere formand for de konservative Per Stig Møller kommer med i Politiken. Det siger han til TV 2.

I artiklen opfordrer Per Stig Møller ledelsen i partiet til at "analysere hele situationen, også formandssituationen".

Men den diskussion er der ifølge Jarlov ingen grund til at åbne. 

- Vi har valgt Søren, fordi han er den bedst egnede til at lede vores parti. Det er der ikke lavet om på (efter valget, red.), siger Rasmus Jarlov. 

Han understreger, at han synes, det er "helt forkert" overhovedet at åbne diskussionen, fordi det er "det sidste, partiet har brug for".

Færre over 60 år valgt til Folketinget

Kun 16 af det nye folketings 179 medlemmer er 60 år eller derover.

Ved valget i 2019 blev der valgt 24 personer over 60 år. Et fald på 33 procent.

Det viser en opgørelse, som Faglige Seniorers nyhedsbrev har foretaget.

- Det er rigtig skuffende, at så få ældre blev valgt, fordi Folketinget dermed mister den erfaring, viden og ro, som mange seniorer kan byde ind med, siger Mette Kindberg, der er landsformand for Faglige Seniorer i en pressemeddelelse. 

"Eklatant nederlag" for Lidegaard, hvis R ikke kommer i regering, siger analytiker

Når Radikale Venstre i morgen skal til regeringsforhandlinger med Mette Frederiksen (S) vil det være med en spritny formand og et katastrofevalg i bagagen.

Ifølge politisk kommentator Noa Redington hviler der et vist pres på den nye leder.

- For Martin Lidegaard som ny radikal leder vil det være et eklatant nederlag, hvis han ikke lykkes med det, som har været så afgørende fra radikale gennem de seneste år, nemlig at opnå regeringsdeltagelse. Det er en kæmpe presbold også mod statsministeren, siger Noa Redington.

Radikale Venstre gik fra 16 til syv mandater, og partiets leder Sofie Carsten Nielsen trak sig som formand dagen efter valget. 

Tidligere K-formand opfordrer ledelsen til at "analysere formandssituationen"

En række konservative, som Politiken har talt med, vil ikke udtrykke deres klare støtte til Søren Pape som formand for partiet ved næste valg.

Blandt dem er tidligere formand Per Stig Møller, der opfordrer ledelsen til "at analysere hele situationen, også formandssituationen."

- Det kan godt være, at man skal sige, at man skal skifte formand efter den nedtur. Men man skal også lige tænke på, hvad der så kommer i stedet for. Vi skal jo ikke flække partiet, siger han til Politiken. 

Avisen har også talt med tidligere sundheds- og transportminister, Jakob Axel Nielsen, tidligere folketingsmedlem Katarina Ammitzbøll og Nikolaj Bøgh, der var konservativ kandidat på Frederiksberg.

De afviser alle at kommentere på, hvorvidt Pape er den rette person i front ved næste valg. 

Her er rækkefølgen af partier, der skal forhandle med Mette F.

Mette Frederiksen (S) tager fredag morgen hul på forhandlingerne om en ny regering. 

Det gør hun klokken 8 på Marienborg.

Partierne bliver inviteret ind efter størrelse. Det vil sige, at rækkefølgen bliver: 

  • Venstre
  • Moderaterne
  • SF
  • Danmarksdemokraterne
  • Liberal Alliance
  • De Konservative
  • Enhedslisten
  • Radikale Venstre
  • Nye Borgerlige
  • Alternativet
  • Dansk Folkeparti

Heunicke giver Mette F. en agurk

Magnus Heunicke (S) har delt et billede på Twitter, hvor han giver en agurk til Mette Frederiksen (S). 

Baggrunden for den pudsige overdragelse af grøntsager midt i valgets efterfest skal findes i et forsidebillede på Information. 

Her var Magnus Heunicke blevet fotograferet på valgaftenen med en agurk i inderlommen. 

Det fik spekulationerne til at svirre på Twitter, og Fagbladet Journalisten undersøgte sagen og kom med forklaringen: 

En vært fra DRs undgomsmedie Ultra Nyt havde på valgaftenen fået en række opgaver, hvoraf en af dem var at give Mette Frederiksen en agurk. Hende kunne værten ikke finde, så i stedet gav hun agurken til Magnus Heunicke, der lovede at give agurken videre. 

Og nu er agurken altså nået frem, og opgaven er fuldført. 

Vælger skrev 'Kasper Hjulmand' på stemmeseddel

Hver gang der er folketingsvalg, er der stemmesedler, som af den ene eller den anden årsag er ugyldige. I Silkeborg Kommune har valgansvarlig Lejf Bøgedal gennemgået nogle af dem, og kommunen har blandt andet fået en stemme på den danske landstræner Kasper Hjulmand. 

Den kreative vælger havde tilmed skrevet 'DBU' som partibogstav, skriver TV 2 Østjylland.

Under halvdelen af grønlænderne stemte

På Grønland var det kun 47,8 procent af de stemmeberettigede, der valgte at afgive deres stemme til folketingsvalget i tirsdags. 

Det er den laveste valgdetagelse ved et folketingsvalg siden 1987. Her var stemmeprocenten 44,9 procent.

Det skriver KNR.

- Det kan være svært at få fat i marginaliserede grupper. Det kan være hjemløse og folk ude i bygderne, som kan føle sig langt væk fra det centrale, lyder forklaringen fra lektor i politologi ved Ilisimatusarfik Maria Ackrén.

Martin Lidegaard bliver lykønsket med posten

På Twitter strømmer lykønskningerne ind til Radikale Venstres nye formand, Martin Lidegaard.

Fra lederne af de røde partier lyder det, at de glæder sig til samarbejdet. 

Dansk Erhverv og Danmarks Naturfredningsforening takker også for samarbejdet. 

Venstre skal forhandle med Mette Frederiksen som de første

Venstre er det første parti, der fredag skal møde Mette Frederiksen (S) til forhandlinger om dannelse af ny regering.

Forhandlingerne begynder fredag morgen klokken 8 på Marienborg.

Det oplyser Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.

Sofie Carsten Nielsen ønsker ny leder tillykke

Den tidligere leder for Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, ønsker partiets nye formandsskab tillykke med valget. 

- I vil helt sikkert gøre det godt. I har min fulde opbakning, skriver den tidligere leder på Twitter. 

Pragmatisk linje bliver interessant i forhandlingerne

Jesper Vestergren, der er politisk analytiker på TV 2, forventer, at Martin Lidegaard vil lægge en mere pragmatisk linje an i forhold til samarbejdet med Socialdemokratiet. 

På pressemødet sagde Martin Lidegaard, at han ikke bryder sig om ultimative krav. 

Jesper Vestergren tolkede også hans udmeldinger om en ny regering sådan, at partiets tidligere linje om, at en ren S-regering er udelukket, ikke længere er så bastante.

- Det kan blive meget interessant i regeringsforhandlingerne, siger han. 

Martin Lidegaard har skrevet en bog, der hedder "Lad os mødes på midten", og "det indrammer meget godt hvad han er for en politiker", lyder det fra Jesper Vestergren. 

Om Martin Lidegaard

Den nye leder for Radikale Venstre, Martin Lidegaard, i punktform: 

  • Født 12. december 1966
  • Medlem af Folketinget for Radikale Venstre 2001-2007
  • Klima- og energiminister fra oktober 2011 - februar 2014
  • Udenrigsminister fra februar 2014 - juni 2015
  • Genvalgt til Folketinget i 2015
  • Næstformand i Radikale Venstre siden 2021

Bakker på krav om ren S-regering

Jesper Vestergren fornemmer efter pressemødet, at partiet bakker en smule på det ultimative krav om, at en regering ikke kun må bestå af Socialdemokratiet. 

- Det kan være et forsigtigt forsøg på at kravle en gren eller to ned fra det træ, de er kravlet op i, siger han. 

En lettet folketingsgruppe

Det lignede en lettet folketingsgruppe, siger TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren. 

- Stemningen så ud til at være god, siger han. 

Pressemødet er slut

Pressemødet er slut, og politikerne har forladt mikrofonerne. 

Den rigtige beslutning

- Det har været en dyr beslutning for os, men det er den rigtige beslutning for Danmark, siger Martin Lidegaard, til spørgsmålet om, at det var den rigtige beslutning at udløse et folketingsvalg. 

Der var ikke andre kandidater

Martin Lidegaard siger, at der ikke var andre kandidater til formandsposten. Der har derfor ikke været en afstemning i folketingsgruppen, fastslår Lidegaard.

Vil ikke støtte regering, der arbejder videre med Rwanda

Er det fuldstændig udelukket, at I vil støtte en regering, der arbejder videre med Rwanda?

Samira Nawa siger: - Ja, det er udelukket.

Havde stadig tillid til Sofie Carsten Nielsen

Martin Lidegaard bliver spurgt, om det var den rigtige beslutning, at Sofie Carsten Nielsen trak sig. 

- Vi havde fuld tillid til Sofie. 

Rwanda er stadig et krav

Martin Lidegaard siger, at det stadig er partiets politik, at der ikke skal arbejdes på et udrejsecenter i Rwanda.