Tom Verlaine er død
Guitarist, sangskriver og sanger, Tom Verlaine, er død i en alder af 73 år. Det skriver The New York Times. Han var medlem af bandet Television, som er kendt for sange som blandt andet "Marquee Moon" og "Venus".
Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.
Denne liveblog opdateres ikke længere.
Guitarist, sangskriver og sanger, Tom Verlaine, er død i en alder af 73 år. Det skriver The New York Times. Han var medlem af bandet Television, som er kendt for sange som blandt andet "Marquee Moon" og "Venus".
En 15-årig dreng er blevet skuddræbt i en restaurant i byen Skogås syd for Stockholm, oplyser SVT. Politiet leder fortsat efter en eller flere gerningsmænd. Skudepisoden kommer efter en række voldshændelser i Stockholm-området den seneste tid.
Et jordskælv, som er målt til 5,9 på Richterskalaen, har ramt det nordvestlige Iran nær grænsen til Tyrkiet. I den forbindelse er mindst to personer dræbt i byen Khoy, mens 122 er såret. Det skriver Reuters.
Tyrkiets udenrigsministerium advarer tyrkiske borgere, hvis de agter sig til USA eller Europa, skriver AFP ifølge Ritzau. Det sker kort tid, efter at vestlige lande, herunder Danmark, har skærpet deres rejseanbefalinger til Tyrkiet.
En 30-årig rumænsk lastbilchauffør er blevet anholdt og sigtet for vanvidskørsel og vold ved en Netto i Rødekro, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Han spyttede efter kunder, og på parkeringspladsen påkørte han med høj promille en parkeret bil.
Titusindvis af israelere demonstrerer mod premierminister Benjamin Netanyahu og hans regering. De er utilfredse med regeringens planlagte retsreform. Det er fjerde lørdag i træk, at der er demonstrationer mod regeringen, skriver dpa ifølge Ritzau.
Det nyfødte barn, som blev bortført af sin bedstefar i løbet af eftermiddagen, er netop blevet fundet igen i god behold. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter, hvor de også takker befolkningen for hjælpen.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyser et køretøj i forbindelse med en barnebortførelse. Politiet oplyser til TV 2, at der er tale om en bedstefar, som har kidnappet sit nyfødte barnebarn, der sidst set var pakket ind i en dyne. Ring 114, hvis du ser køretøjet.
Politiet øger tilstedeværelsen på Nørrebro i København efter et knivstikkeri fredag aften, hvor to personer kom til skade. Det skriver Københavns Politi på Twitter.
Den 31-årige hjemmehjælper, som er sigtet for tyveri og databedrageri mod ældre borgere, er blevet løsladt. Det oplyser Bjarke Dalsgaard, vicepolitiinspektør hos Københavns Politi, til TV 2. Han tilføjer, at hun har stjålet til en samlet værdi på over 50.000 kroner.
Mindst tre personer er dræbt, og fire er såret efter et nyt skyderi lørdag morgen i Los Angeles i USA. Det skriver Los Angeles Times. De tre afdøde blev dræbt, mens de sad i en bil i et eksklusivt kvarter. I forrige uge var der to voldsomme skyderier i samme delstat.
En 31-årig kvindelig hjemmehjælper er blevet anholdt og sigtet for ti tyveriforhold samt fire forhold af databedrageri, som er begået mod ældre borgere i deres hjem. Det oplyser Københavns Politi på Twitter.
Britiske Gary Glitter, der var popstjerne i 1970'erne, bliver i løbet af nogle dage eller uger løsladt, skriver britiske medier ifølge Ritzau. Han blev i 2015 idømt 16 års fængsel for blandt andet overgreb på børn og løslades før tid for god opførsel.
En 41-årig mand fik lørdag middag den ene arm i klemme, da en dumper væltede om på siden. Han var alene på stedet og formåede selv at ringe efter hjælp. Ulykken skete på Skovagervej i Rodskov nær Hornslet. Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Den pensionerede general Petr Pavel vinder præsidentvalget i Tjekkiet over milliardæren Andrej Babis, der er tidligere premierminister. Det skriver AFP ifølge Ritzau.
Regeringen vil gerne sløjfe store bededag, og der er kommet mere end 50 høringssvar til forslaget. De fleste er kritiske, men høringssvaret fra organisationen Landbrug og Fødevarer er positivt, skriver BT. Organisationen oplever nemlig "kraftig mangel på arbejdskraft", lyder det i høringssvaret.
EU fordømmer de seneste dages angreb på civile i Østjerusalem, skriver Ritzau. Samtidig opfordrer EU til, at Israel kun anvender dødbringende magt som sidste udvej. Det siger EU's udenrigschef, Josep Borrell, ifølge nyhedsbureauet AFP.
En af de fem varetægtsfængslede i sagen om drabet på en 34-årig mand i Mogenstrup er blevet løsladt. Løsladelsen skete fredag, skriver TV ØST. Den løsladte er stadig sigtet i sagen, men vurderes ikke længere at kunne påvirke efterforskningen.
Spansk politi har beslaglagt 4,5 tons kokain på et fragtskib, der var på vej med kvæg fra Sydamerika til Mellemøsten, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP ifølge Ritzau. Stofferne har en værdi for cirka 114 millioner dollars – svarende til cirka 780 millioner kroner.
Den humanitære krise i Afghanistan forværres af dårligt vejr og kulde. Nogle steder har temperaturen været nede på minus 33 grader siden 10. januar, og befolkningen har kæmpet med store mængder sne og jævnlige strømafbrydelser. Mindst 166 personer har mistet livet som følge af vinterens vejr, skriver det norske nyhedsbureau NTB ifølge NRK.
Italiens premierminister, Giorgia Meloni, er fløjet til Libyens hovedstad, Tripoli, i det nordlige Afrika, hvor hun ventes at lande en stor gasaftale, skriver Reuters. Sådan en aftale kan booste energiforsyningen til Europa, hvor der er energikrise på grund af konflikten med Rusland.