Royal Run

Prins dukkede uanmeldt op og løb fra sin far – se højdepunkterne fra Royal Run her

Hvad sker der? Kronprinsparret løber 'Royal Run' sammen med 90.000 tilmeldte danskere. Løbet foregår i Aalborg, Aarhus, Kolding, København/Frederiksberg og Næstved samt på Bornholm. 

Følg løbet på TV 2, TV 2 PLAY og her i livebloggen. 

Tak for denne gang

Vi lukker livebloggen ned for i dag, mens de sidste løbere kommer i mål. 

Tak, fordi I fulgte med. 

Royal Run vender tilbage næste år

Efter at være kommet i mål afslørede kronprins Frederik, at Royal Run vender tilbage til næste år.

Det bliver 2. pinsedag, altså 29. maj 2023. Han kunne endnu ikke fortælle, hvilke byer løbet kommer til at foregå, men lidt kunne han afsløre: 

- København bliver en af dem. Men gerne så mange (byer, red.) som muligt -  flere end sidste år, lød det fra kronprinsen. 

Prins Christian slog sin far

Prins Christian kom i mål efter cirka 47 minutter, hvor han havde løbet 10-kilometerruten sammen med sin far. 

Han slog dermed kronprins Frederik med et par minutter. 

- Det er en fed oplevelse, man er altid i konkurrence med sin far, sagde prins Christian. 

Han afslørede samtidig, at han havde trænet en del. 

Kronprins Frederik fortalte, at han faktisk ikke havde regnet med, at han ville blive slået af sin søn, men at han var meget stolt af begge sine sønner. Også 11-årige prins Vincent, der kom i mål kort tid efter sin far. 

- Det er stort, synes jeg, specielt for en 11-årig. Det giver noget selvtillid og grundforståelse for, at der er muligheder, og at man kan meget, sagde han. 

Han står bag løbe-app for folk med helt særligt handikap

I 2011 mistede Kristian Schou synet, da han spiste en kolibakterie-inficeret burger i Etiopien.

Det gjorde ham alvorligt syg og tærede på hans organer og øjne. 

Siden da har han kæmpet sig tilbage til det liv, han kendte, før han kunne se. Blandt andet har han insisteret på at kunne løbe igen. Faktisk står han bag løbe-app’en Move United, hvor blinde og svagtseende kan søge en seende løbepartner, der vil hjælpe dem på deres løbetur. 

Og i dag løber han Royal Run sammen med medlemmer fra ‘Move United’. 

Pludselig dukkede kronprinsen op til løb med sønnerne i ladvogn

Kronprinsen ankom til løbet på sin cykel med ladvogn.

Her sad hans sønner 16-årige prins Christian og 11-årige prins Vincent. De løber begge 10-kilometerruten med ham. 

Prins Christian og farmand har således løbet akkurat samme antal kilometer i dag.

Prins Christian har nemlig også løbet one mile, fem kilometer og nu 10 kilometer, ligesom kronprinsen. 

10-kilometerruten slutter på Amalienborg, hvor familien bor. 

Kronprinsen overrasker: - Jeg har taget gutterne med

Prins Christian overrasker endnu engang til Royal Run. Denne gang sammen med lillebror, prins Vincent. De to prinser skal nemlig løbe 10-kilometerruten med deres far. 

- Det er altid godt, at man nu kan få dem med. Det er en stor glæde for mig at have de to gutter med mig, sagde kronprins Frederik. 

Prins Christian kom først i mål på one mile-ruten tidligere i dag og kronprins Frederik blev spurgt, om det gav et vist pres på ham?

- Det er skønt. Vi bidder distancen op i mindre bidder, så ser vi hvor anstrengte, vi ser ud både mig og dem, sagde han. 

Se prins Christians egne optagelser fra sin løbetur

Prins Christian var iført et GoPro-kamera, da han løb one mile-ruten i København med sine fire søskende. 

Kongehuset har nu lagt videoen op, hvor man kan se prinsen løbe, vende om for at støtte sin lillebror og tage imod sine tre søskende ved målstregen. 

Kronprinsesse Mary: - Det er en drøm, der er gået i opfyldelse

Kronprinsesse Mary har netop afsluttet fem-kilometerruten i Næstved. 

Hun var både glad, forpustet og svedig, da hun kom over målstregen. 

- Det var en smuk tur at komme rundt omkring havnen og se al den graffitikunst. Her er så mange menneske med stor begejstring hele vejen rundt, sagde hun. 

Kronprinsessen blev spurgt til de over 90.000 løbere, der har tilmeldt sig i år. 

- Det er helt fantastisk, som jeg hørte min mand sige, så er det en drøm, der er gået i opfyldelse - at få så mange til at snøre løbeskoene på deres helligdag, sagde hun. 

Kronprinsessen blev også spurgt til, hvorvidt nogle af hendes børn ville løbe 10-kilometerruten sammen med kronprins Frederik i København. 

- Det kommer an på dagsformen, men mon ikke. De er jo unge og friske. 

Så hurtigt løb sundhedsministeren

Landets sundhedsminister Magnus Heunicke er netop kommet i mål efter at have løbet 10 kilometer i Næstved. 

Heunicke, der selv er fra Næstved, klarede de 10 kilometer hurtigere, end han selv havde regnet med. Nemlig på 58 minutter og 54 sekunder. 

- Det var rigtig godt. Jeg havde regnet med en time. Jeg svedte fuldstændig vanvittigt, sagde han og grinede. 

Ved hans side stod byens borgmester og Heunickes private ven, Carsten Rasmussen. Han skal snart ud og løbe fem kilometer med kronprinsesse Mary

- Hvis du bare kan følge med kronprinsessen, skal du være glad, drillede Magnus Heunicke.

Prins Christian og prinsesse Josephine overrasker med endnu et løb

Prins Christian og hans 11-årige lillesøster, prinsesse Josephine, dukkede pludselig op på løberuten igen. 

De to havde ellers allerede løbet one mile-ruten med deres to andre søskende, men de havde altså mod på endnu en tur. 

Denne gang løb de fem kilometer, og 16-årige prins Christian satte spurt på. Han kom i mål til stor hujen. Han nåede målstregen på under 22 minutter, og det var vigtigt for den unge prins. 

- Jeg var i hvert fald hurtigere end min far. Det var en fed og rigtig smuk rute, sagde han. 

Bagefter stillede han sig op med sine søskende og heppede på de mange andre løbere. 

Målbue kollapser foran kronprinsen

Kort før kronprins Frederik skulle krydse målstregen, kollapsede den oppustelige målbue, der markerer slutningen på fem kilometer-løbet i Aarhus. 

Der ilede dog hurtigt personale til stedet, og flere personer endte med at måtte holde den blå målbue oppe i strakte arme, så de løbeglade aarhusianere kunne komme igennem. 

Det var dog ikke noget, kronprinsen lagde synderligt mærke til.

- Jeg så godt, nogen stod og trænede med den, men nej ellers gjorde jeg ikke, lød det fra kronprinsen, da han havde krydset målstregen.

Nu løber kronprinsen i by, der har helt særlig betydning

Kronprins Frederik løber fem kilometer i Aarhus nu.

Byen har haft en særlig plads i hans hjerte siden start 90’erne, da han læste statskundskab på Aarhus Universitet. 

- Jeg kender det jo så godt som min egen baglomme. Så nu må vi se, hvor meget savsmuld hesten kan lugte, sagde han, da han ankom. 

Det er faktisk også i denne by, at kronprins Frederik fik smag for løb. For 30 år siden løb han nemlig sit første maraton i byen. Og på kongehusets Instagramprofil mindedes han dagen med et opslag fra dengang.

4-årige Elliot løber fem-kilometer med sin søster

Hos familien Hauser løber man hver eneste dag. Uanset om det er regnvejr, man har influenza eller forstuvede fødder. 

Familien blev landskendt, da de deltog i TV 2-programmet ‘Min sindssygt sunde familie’.

Og naturligvis har de også meldt sig til Royal Run. Her skal hele familien løbe, selv de yngste Elva og Elliot på fem og fire år, der løber fem kilometer. 

Over 100.000 mennesker følger Nicolai gå baglæns

Nicolai Aagaard lider af Tourrettes syndrom. Hans ufrivillige tics har betydet, at han er blevet udsat for både mobning og overfald. 

Men i foråret 2021 besluttede Nicolai Aagaard sig for at vende ryggen til mobning.

Sådan helt bogstaveligt. Han besluttede sig nemlig for at gå baglæns i 200 dage fra Skagen til Helsingør for at sætte fokus på mobning. 

Hans metode har gjort ham populær - og i dag har han over 100.000 følgere på TikTok.Han kommer samtidig ud til skoler og holder foredrag om mobning og går en tur baglæns med eleverne. 

I dag gik han baglæns til Royal Run i København og fortalte om sit projekt. 

Kronprinsesse Mary: Jeg er en stolt mor

Hverken kronprins Frederik eller kronprinsesse Mary var med, da deres børn løb one mile i København. De var nemlig på vej til Aarhus og Næstved, hvor de begge skal løbe fem kilometer. 

Men kronprinsessen fulgte med på sin computer fra bilen og fortalte på Instagram, at hun var meget stolt af sine børn. 

Var forrest i løbet, men vendte pludselig om

Prins Christian fik hurtigt lagt sig forrest på one mile-ruten i København, hvor han løb sammen med sine søskende.

Han havde fuld fart på, men pludselig stoppede han op, vendte rundt og løb tilbage for at klappe sin 11-årige lillebror, prins Vincent, på ryggen og give ham noget opbakning. 

Herefter løb han dog videre og kom over målstregen som den allerførst i sit felt.

Han blev efterfulgt af prins Vincent, prinsesse Josephine og prinsesse Isabella - i nævnte rækkefølge. 

Kronprinsparrets børn løber i København

Prins Christian, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent gør klar til at løbe one mile-ruten i København. 

De løber uden deres forældre, der er på vej til Aarhus og Næstved.

Dog har de nogen med sig på ruten. Blandt andet kronprinsparrets stylist Anja Camilla Alajdi og sikkerhedsvagter. 

Kronprinsessen ankommer iført særlig gave

Kronprinsesse Mary skal løbe one mile i Kolding - en by hun har besøgt tidligere i år.  

Koldinghus har nemlig en udstilling med hende i anledning af hendes 50-årsfødselsdag.

I den forbindelse fik hun foræret et par relativt korte løbeshorts, som museumsdirektøren foreslog, at hun kunne bære til Royal Run. 

Og faktisk var hun iført gaven i dag, men hun havde taget et par løbetights på indenunder. 

- Det er ikke så længe siden at jeg var her. Jeg har taget dem (shorts'ene, red.) med. De er godt nok korte, sagde hun og grinede lidt. 

Kronprins Frederik afslører sin løbetid

Kronprins Frederik er færdig med sit første løb ud af tre. Det foregik i Aalborg, hvor han løb den korteste rute One Milen. 

Han klarede det på 7 minutter og 55 sekunder. 

- Det var opvarmningsturen for mig, sagde han grinende, da han kom i mål. 

- Jeg glæder mig til at være med de steder, hvor jeg skal være med og slutte af til sidste med en ti’er, som er meget god at have i baglommen.

Han afslutter nemlig i København, hvor han skal løbe ti kilometer.

Verdens hurtigste løber har lavet ruten i Kolding

Kristina Schou Madsen er ekstremløber - og indehaver af verdensrekorden i at komme hurtigst op til toppen af det afrikanske bjerg Kilimanjaro. 

I 2018 kom hun til toppen af det knapt seks kilometer høje bjerg på 6 timer, 52 minutter og 54 sekunder. 

I år har hun været med til at lave løberuten i hjembyen Kolding. Og så skal hun tage imod kronprinsesse Mary og løbe One Milen med hende. 

- Jeg kan godt mærke jo tættere det kommer på,  jo mere spændt bliver jeg. Mon ikke det kilder lidt ekstra, når jeg får øje på hende, siger hun. 

Familien hylder Mæhle med særligt holdnavn

I aften spiller det danske landshold mod Østrig i Wien. 

Men landsholdsspilleren Joakim Mæhles familie har noget, de skal nå, før de skal heppe med foran skærmen senere. 

De deltager nemlig i Royal Run i Aalborg under et helt særligt holdnavn, der hylder den danske fodboldstjerne. Holdet ‘Prinsgemæhlen’ har selskab af eget heppekor og en limousine med familiens efternavn på siden.